Nyheder

TV 2 finder Danmarks bedste amatørkokke

Danmarks bedste Amatørkokke  TV 2
Thorsten Schmidt (th.) og Rasmus Kofoed (tv.)
Foto: Finn Hagemann / TV 2

Mad, passion, professionelle top-kokke og engagerede amatørkokke fra hele Danmark er omdrejningspunktet for en ny programserie, ’Danmarks bedste amatørkokke’, der har premiere på TV 2 onsdag 7. januar kl. 20.00.

Seks par er med i konkurrencen, hvor det gælder om at imponere hinanden med en tre-retters menu – og ikke mindst imponere de to dommere, Thorsten Schmidt og Rasmus Kofoed, der er nogle af Danmarks dygtigste kokke.

Kun det bedste er godt nok
Programserien begynder i Skagen, hvor vennerne Thomas og Michael starter dagen ved fiskeauktionen for at få fingre i den friske fangst af jomfruhummere og pighvar. Kun det bedste er godt nok for Thomas og Michael, men er de to dommere enige med de to skagboer i, at de har gjort deres bedste både med mad og servering? Og hvad siger de fem andre par?

I de efterfølgende udsendelser kommer ’Danmarks bedste amatørkokke’ til Aabenraa i Sønderjylland, hvor veninderne Rikke og Nelly vil servere den ultimative og sønderjyske tre-retters menu for konkurrencens øvrige par og de to dommere, og til Dragør på Amager, hvor ægteparret Theis og Yuliyas fra Dragør elsker at eksperimentere med maden og nyfortolker klassiske danske retter.

Også Ruth og Annah på Samsø får besøg af ’Danmarks bedste amatørkokke’, og det samme gør Alexander og Line fra Slagelse, som sætter fokus på rustik mad uden dikkedarer. I det sjette program besøger dommerne kollegaerne Morten og Lasse fra Hørsholm i Nordsjælland, som i de seneste tre år har stået side om side ved gryderne i deres egen madklub.

I seriens syvende program – finalen – uddeles hæderen til Danmarks bedste amatørkokke.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button