Canal Digital

God udvikling i Canal Digital Danmarks parabol-tv forretning i 2011

Canal DigitalCanal Digitals vedholdende fokus på kvalitetsbevidste kunder og god kundeservice har i 2011 bidraget til en positiv udvikling i årets resultat. Parabol-tv forretningen er gået fra et underskud på 187 mio. kr. i 2010 til et mindre underskud i 2011 på ca. 16,5 mio. kr. (EBITDA). I første kvartal i år har Canal Digital elimineret underskuddet og forventer således overskud i 2012. 

I 2011 fik Canal Digital Danmarks parabol-tv forretning som planlagt vendt forretningen til et betydeligt mindre underskud end i 2010. Den positive udvikling skete på trods af en mindre omsætning.  Om baggrunden for parabol-forretningens resultat i 2011 siger adm. dir. for Canal Digital Danmark, Jarl Søderman:

”I 2010 lagde vi kundestrategien om og valgte bevidst at gå målrettet efter de kunder, som ønsker et bredt udbud af gode tv-kanaler i suveræn HD billedkvalitet. Salget af stadigt større HD fladskærme og et højt tidsforbrug af tv blandt danskerne understøttede beslutningen om at satse på dette kundesegment. Vi har samtidig eksekveret en kundestrategi med et vedholdende fokus på at gøre det nemt og enkelt at være kunde. Det er med til at differentiere os på markedet, og det kan vores kunder mærke – blandt andet via en simpel pris- og produktstruktur uden uforståelige kortgebyrer. Vi har desuden lanceret en ny attraktiv On Demand tjeneste, som kunderne tager godt i mod. Lige så væsentligt er det, at vi har formået at fastholde en fantastisk god kundeservice med nogle af de højeste kundetilfredshedsniveauer i branchen. Kundestrategien gav os i maj et resultat på 92 procent tilfredse kunder, og det vurderer jeg er med til at give os en klar konkurrencefordel på markedet. ”

I 2011 har Canal Digital udvidet sin web-tv- og On Demand -tjeneste ”Canal Digital Go” med endnu mere attraktivt indhold fra blandt andre Nordisk Film, SF Anytime, Discovery og Canal+. Tjenesten blev også gjort tilgængelig via app til Samsung TV. Canal Digital udbyggede desuden sin position på 3D med lanceringen af Danmarks første og hidtil eneste 3D kanal; High TV 3D. Ligesom store sportsbegivenheder som French Open og El Clasico, akkurat som i år, blev vist i 3D formatet til glæde for de mange kunder, der har købt en 3D forberedt fladskærm.

”Vi kan se, at kunderne sætter pris på de ekstra gode tv-oplevelser. F.eks. EM-finalen i fodbold i 3D, som vi viser her den 1. juli sammen med TV 2. Vi vil fortsætte udviklingen af Canal Digitals forretning med fokus på høj kvalitet til vores kunder. Vores styrke som satellit-tv operatør med egne satellitter er, at vi leverer en uovertruffen billedkvalitet. Høj kvalitet er gennemgående i hele kundeoplevelsen, og den position vil vi fortsætte med at udbygge i de kommende år,” siger Jarl Søderman.

Canal Digitals kabel-tv forretning

Resultatet for Canal Digitals kabel-tv forretning blev i 2011 påvirket af en langvarig behandlingsproces hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om salget af forretningsområdet til Stofa A/S. De tilbageværende aktiviteter på kabel-tv området er i dag BtB salg af tv-kanaler til selvstændige antenneforeninger, der selv udbyder og pakketerer tv-løsninger til deres medlemmer. Alle aktiviteter inden for kabel-tv figurerer for 2011 i et selvstændigt selskab, som gav et underskud på ca. 10,5 mio. kr. (EBITDA).

Fremadrettet satser Canal Digital Danmark på begge forretningsområder; BtB salg til selvstændige antenneforeninger og satellit-tv til kunder med privat parabol, hvor man i sit nordiske set-up har synergier i kanaludbud og transmission. Begge forretningsområder er inde i en særdeles positiv udvikling med overskud i Q1 2012 og ventes derfor at give sorte tal på bundlinjen for hele 2012.

Fakta om Canal Digital:

Canal Digital Danmark er en del af Canal Digital AS, som er ejet af Telenor Broadcast i Norge.  Canal Digital findes på fire markeder i Norden; Norge, Sverige, Danmark og Finland. I 2011 omsatte selskaberne tilsammen for lidt over 4,22 mia. NOK.  Canal Digital distribuerer i Norden ca. 100 tv-kanaler inden for alle genrer og har aftaler med de største tv-kanaler i Norden, Europa og USA. Canal Digital distribuerede de første digitale tv-signaler i 1997. I efteråret 2005 startede man som den første distributør i Norden med at sende tv-signaler i HD-kvalitet, og i 2011 begyndte de første 3D-sendinger.   

Kilde: Canal Digital

I samme kategori

Back to top button