Rapporten Distribution af tv-kanaler er frigivet
Konkurrencen på markedet for tv-kanaler er ikke effektiv. Det ville gavne konkurrencen på markedet og de danske tv-forbrugere, hvis alle distributører udbød tv-kanaler enkeltvis og ikke kun i samlede pakker. Der er dog ikke udsigt til, at markedet vil tilbyde muligheden selv. Det viser en ny analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Hvis forbrugere kunne købe tv-kanaler enkeltvis hos alle distributører, ville det give mulighed for, at forbrugerne kunne få et kanaludvalg, der svarer til deres interesser og tv-vaner.
I dag er der kun få distributører af tv, der i et begrænset omfang tilbyder enkeltkanaler. Det betyder, at forbrugerne ofte er nødt til at betale for kanaler, de ikke har interesse i at modtage. Knap 90 pct. af de danske tv-forbrugere betaler for flere kanaler, end de bruger.
Som markedet for distribution af tv-kanaler er skruet sammen, er der ikke udsigt til, at salg af enkeltkanaler bliver en realitet i en overskuelig fremtid. Hvis der er et politisk ønske om, at forbrugerne med sikkerhed skal have mulighed for frit valg af tv-kanaler, er det Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering, at det vil være nødvendigt med lovgivning. Bedre mulighed for enkeltkøb vil stimulere konkurrencen mellem tv-stationer og mellem distributører.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger;
”Konkurrencen mellem tv-distributørerne og tv-stationerne er ikke effektiv i dag. Det går ud over forbrugerne, som kommer til at betale for meget eller er nødt til at vælge et produkt, som ikke matcher deres ønsker. Vi vurderer, at markederne ikke af sig selv vil udbyde tv-kanaler med mulighed for enkeltkøb i tilstrækkelig høj grad inden for en overskuelig fremtid.”
”Hvis distributionsselskaberne bliver pålagt at sælge tv-kanalerne enkeltvis – eventuelt enkeltvis som supplement til en grundpakke uden betalingskanaler – vil forbrugerne kunne vælge nøjagtig de kanaler, de ønsker. Det kan de færreste, som markedet er indrettet i dag.”
”Enkeltsalg af tv-kanaler vil styrke konkurrencen, og det vil give forbrugerne mulighed for at sammensætte et udvalg, der dækker deres behov.”
– Vi er stadig bekymrede, fordi et politisk indgreb kan betyde, at det går ud over mangfoldigheden: der vil simpelthen være kanaler, som ikke længere vil blive tilbudt forbrugerne. Og hvad hjælper det så at de kan vælge kanaler enkeltvis? siger Branche Foreningen for Elektroniks direktør Kurt Frausing i en kommentar til rapporten »Distribution af tv-kanaler«.
Hent analysen af Distribution af TV-kanaler her
Tv-markedet er vigtigt for danske forbrugere
Konkurrencen på tv-markedet er svag
Forbrugerne vil have gavn af frit valg af kanaler og konkurrencen vil blive styrket
Agnete Gersing præsentation ved pressebriefing
Kilde: Konkurrence og Forbrugerstyrelsen presse, BFE