Prinsgemalens 80-års fødselsdag i DRs Koncerthus den 1. juni
Når DR1 sender direkte fra fejringen af H.K.H. Prinsgemalens 80-års fødselsdag i DRs Koncerthus den 1. juni, vil det være med underholdende og musikalske indslag fra nogle af Danmarks største kunstnere. Blandt de medvirkende er Medina, The William Blakes, Claus Hempler, Andreas Bo og Bent Fabricius-Bjerre.
Værterne Cecilie Stenspil og Nikolaj Koppel glæder sig til den store aften. Og selvom det ikke er mange dage siden, at Koppel sagde ‘Good evening Europe’ til millioner af TV-seere fra hele verden, er han og Cecilie allerede nu i fuld gang med at forberede sig til forestillingen:
-Jeg glæder mig rigtig meget til sammen med Cecilie at præsentere Kongehuset, publikum og seerne for det program, vi har sat sammen. Jeg tror, at folk vil opleve en anden side af Prinsgemalen, end de i forvejen kender, og så tør jeg godt love nogle store overraskelser, fortæller Nikolaj Koppel.
Fælles for aftenens mange forskellige indslag er, at de tilsammen tegner et nuanceret portræt af H.K.H. Prinsgemalen og hans vidtfavnende karakter – lige fra hans kongelige virke til farfarrollen sammen med børnebørnene, hans store interesse for kunst og gastronomi, og ikke mindst hans underfundige humor.
Hvis man vil opleve fejringen på allernærmeste hold, er der stadig mulighed for at købe billetter til arrangementet gennem Koncerthusets billetsalg: www.drkoncerthuset.dk
DR1 sender direkte fra Koncerthuset søndag den 1. juni kl. 19:30. Men allerede fra kl. 19:00 vil der være optakt og live-transmission fra den røde løber, når gæsterne ankommer.
Kilde: DR