TV-Nyt

Peter Frödin i Her er dit liv på DR1

DR1 er i fuld gang med en ny omgang ‘Her er dit liv’ i en opgraderet 2011-version med flere gæster og mere tempo. Tidligere har skuespiller Niels Olsen, sangskriver og producer Remee og sanger Sanne Salomonsen været gæst i sofaen hos Puk Elgård, og nu er turen kommet til skuespiller, komiker og sanger Peter Frödin.

Peter Frödin Her er dit liv DR1
Foto: Agnete Schlichtkrull

Kidnappet i lufthavnen

Netop hjemvendt fra en tur til Mallorca, bliver en intetanende Peter Frödin pludselig kaldt op over højttaleren i lufthavnen af en stemme, der har en umiskendelig lighed med Puk Elgårds. Stemmen beder Peter om at gå til informationsskranken, og i den tro at der er noget galt med hans pas begiver en lettere nervøs Peter Frödin sig mod skranken. Her bliver han imidlertid mødt af en flok ’skrankepaver’, der pludselig bryder ud i korsang, og annoncerer at Peter skal være med i ’Her er dit liv’. Fuldstændig paf og rundt på gulvet må Peter sunde sig i en rum tid før han endelig overtales til at medvirke – til glæde for produktionsholdet, der har været i gang med planlægningen af udsendelsen i månedsvis.

Fra elsket børnevært til grovkornet komiker

Peter Frödin brød igennem på tv i børneserien ’Bullerfnis’, og medvirkede sammen med Hella Joof i flere børneudsendelser. I 1997 var han med i satiregruppen Lex og Klatten og i foråret 1998 lavede han det satiriske radioprogram ’Det Brune Punktum’, og sammen med Martin Brygmann og Hella Joof lavede de satiriske forestillinger på Bellevue Teatret. Det Brune Punktum begyndte som et radiosatireprogram og fik siden stor succes med de musikalske og grovkornede sceneshows ’Helbredelsen af manden med den visne hånd’ eller ’Du må godt i numsen’ og ’Far brugte ikke noget’. Desuden har gruppen nået et større publikum ved udsendelsen af musik-cd’erne ’Mor — skyld med skyld på’, ’Helbredelsen’ og “Far brugte ikke noget”.

I 1993 medvirkede Peter Frödin i ’Trappen’ på Mammutteatret og samme år i musikforestillingen “Turandot” på Rialto Teatret. I 1994 var han med i “Akt uden nåde” på Café Teatret. Han har desuden spillet på Teatret Kamikaze, Det Danske Teater og Betty Nansen Teatret. På film debuterede han i 1990 i ’Casanova’. Peter Frödin blev i 2007 gift med Jon Jørgensen.

Den mest spillede sang i 15 år

Musikken fra Lex & Klatten og Det brune Punktum, samt soundtracket fra filmen ’En kort en lang har’ givet Peter Frödin flere store radiohits, hvor hans talent som sanger har vist sig. Sangen ‘Vent på mig’, som Peter Frödin sang sammen med Jimmy Jørgensen til ‘En kort en lang’, er således den mest spillede sang i dansk radio i perioden 1995-2010.

Men hvem er mennesket bag den sjove facade? For at få svar på det spørgsmål, har DR inviteret gæster i studiet fra nær og fjern, der på fredag vil fortælle og underholde om Peter Frödin på en måde, som vi ikke har set før. . I studiet fortæller vennerne helt nye og frække historier om Peter Frødin, der selv kom til at afsløre, hvordan han og resten af holdet bag Lex & Klatten måtte smide alt tøjet for at skrive teksten til hittet ’For kendt til det her sted’. Blandt de inviterede gæster er en lang række gode kollegaer og venner, som Paprika Steen, Jarl Friis-Mikkelsen, Ellen Hillingsø, Caroline Henderson, Jimmy Jørgensen og Peters mand Jon.

Om ’Her er dit liv’

’Her er dit liv’ er blevet sendt af flere omgange. Senest for 12 år siden med Camilla Miehe-Renard som vært og før det styrede Gregers Dirckinck-Holmfeld slagets gang. Blandt hovedpersonerne i ”Her er dit liv” har blandt andre været Otto Brandenburg, Svend Auken, Diana Benneweis og Buster Larsen.

Her er dit liv: Peter Frödin. Søndag 25. december kl. 20.00 på DR1
 

 

I samme kategori

Back to top button