Branche-Nyt

Ny aftale om seermåling afløser den nuværende tv-meter-kontrakt

Kontraktunderskrivelse 26. oktober 2015-foto af Per Arnesen_1
Fra underskrivelsen af den nye kontrakt om seermålinger mandag 26. oktober 2015 ses fra venstre: Thomas
Audun, FOX, Peter Leegaard, Disney, Jonas Andersen, Turner, Alexander Nielsen, Discovery Networks
Denmark, Dennis Christensen, DR, Bo Østergaard, Turner, Kristian Arnaa, MTG, Mette Lehrmann, TV 2,
Poul Melbye, TNS Gallup, Frank Klausen, TNS Gallup, og Henrik Hansen, TNS Gallup. (Foto: Per Arnesen)

Ny aftale for årene 2017-2021 skaber rammerne for den mest omfangsrige og detaljerede måling af danskernes brug af levende billeder på tv, web-tv og streaming.

Målingen af danskernes brug af levende billeder på tv, web-tv og streaming skal i de fem år fra 2017 til og med 2021 gennemføres af TNS Gallup. Den nye aftale afløser den nuværende tv-meter-kontrakt, der også er indgået med TNS Gallup, og som løber frem til udgangen af 2016.

Den nye aftale skaber rammerne for den mest omfangsrige og detaljerede måling af danskernes brug af levende billeder på tværs af tv og digital. Målingen er samtidig mere omfattende, end man ser i f.eks. England og andre europæiske lande, som Danmark ofte sammenlignes med.

– Den ændrede brugeradfærd og de flere skærme, aktører og formater stiller nye og stigende krav til vores måling. Derfor er det med høje forventninger, at vi indgår denne aftale med TNS Gallup, som sikrer os den mest dækkende måling af total ratings på tværs af tv og digital, siger TV 2s analysechef, Mette Lehrmann,der er formand for tv-stationernes fælles styregruppe for seermålingen.

Den kommende måling af sening af levende billeder er mere avanceret og dermed også mere ressourcekrævende i forhold til set-up, pris mm. Bag kontrakten med TNS Gallup står TV 2, DR, MTG, Discovery, Viacom, Turner, Disney og FOX.

– Moderne mediemålinger er uhyre komplekse. Vi tager ansvaret på os, investerer i fremtiden og afsætter de fornødne ressourcer, siger Mette Lehrmann.

Danmark bliver et af de førende lande i verden

Arbejdet med at implementere den nye seermåling begynder med det samme, og der bliver flere milepæle i løbet af 2016, før resultaterne af den nye seermåling er klar til offentliggørelse i 2017.

Også lande som England, USA, Sverige, Norge og Holland har planer om målinger af seningen af levende billeder, og mange tests gennemføres i denne tid. Det står dog allerede nu klart, at når den nye, danske seermåling er klar, vil den placere Danmark som et af de førende lande i verden med hensyn til daglige valide tal for seningen af levende billeder på tv og digitalt.

– Vi er utroligt glade og stolte over, at en samlet tv-branche har genvalgt TNS Gallup/Kantar Media til at gennemføre seermålingen i Danmark. Den nye måling afspejler den komplekse og ændrede adfærd hos seerne og sikrer, at målingen vil være fuldt dækkende for seningen fremover. TNS Gallup/Kantar Media ser frem til fortsat at kunne levere en seermåling, som er blandt de absolut mest avancerede i verden. Vi vil gerne kvittere for, at gruppen bag kontrakten har valgt en løsning med fokus på kvalitet og fremtidssikring, siger underdirektør Frank Klausen, TNS Gallup/Kantar Media.

Stor interesse fra internationale analyseinstitutter

Mette Lehrmann glæder sig over, at der har været stor interesse for EU-udbuddet på den danske måling. – Blandt byderne har været ledende markedsanalyse-institutter fra hele verden, herunder TNS Gallup/Kantar Media, der måler i Storbritannien og andre europæiske lande. Det er udtryk for, at vi er langt fremme i Danmark, når de førende analyseinstitutter går med i vores EU-udbud, siger Mette Lehrmann.

Når Danmark fortsat har seermålinger i høj kvalitet, skyldes det ifølge analysechefen dels et godt samarbejde mellem tv-stationerne, dels det gode samarbejde med distributørerne af broadcast-tv.

– Distributørerne forstår vigtigheden af en troværdig markedsmåling, og de bidrager til en dækkende måling ved at implementere den nødvendige teknologi i deres play-tjenester, siger Mette Lehrmann.

Når forbruget af streaming skal måles optimalt, vil det kræve samarbejde med danske og udenlandske streaming-tjenester. Parterne bag den nye seermålingskontrakt vil nu afdække interessen hos alle disse aktører for at deltage i den danske måling under de samme vilkår, som gælder for de nuværende parter.

I samme kategori

Back to top button