Arkiverede Tests

Nanoxx 9500 HD

Der er efterhånden en række DVB-S2 Parabol HDTV bokse på markedet med mulighed for ekstern harddisk tilslutning. En af disse på markedet er Nanoxx HD 9500. For dem som måtte kende Vantage 7100 S modellen, så er der her tale om en model med samme hardware (minus e-sata tilslutning) og softwaren ligner også bortset fra mærkenavnet.

Indkøb og udpakning

Nanoxx HD 9500 er endnu ikke set i danske butikker, men den kan købes online f.eks. hos satking.de Tyskland.  Nanoxx HD 9500 fylder ikke så meget, så den kommer leveret i en kompakt lille kasse.

Der medfølger følgende med denne boks:
•      1 stk. manual Engelsk/Tysk
•      1 stk. fjernbetjening med 2 x AAA batterier
•      1 stk. strømledning
•      1 stk. HDMI kabel

Det virker fornuftigt, at man her har lagt et HDMI kabel ved frem for standard Scart kablet, der stadig ses leveret med også på HDMI modeller.


Designet er fornuftigt, uden dog at virke eksklusivt som på Vantage 7100S modellen f.eks.

Der er et alfanumerisk display i fronten, der angiver kanalnavn  / klokkeslæt i standby mode. Vipper man klappen ned i højre side, finder man 1 kortlæser til Conax og 2 common interface porte. Modtageren kan på fronten også betjenes via Menu, Ok og pile knapperne.

Tilslutningsmuligheder

På bagsiden finder du et pænt udvalg af stik:
•      HDMI-1.2 udgang
•      TV scart udgang
•      VCR scart udgang
•      S-Video udgang
•      Komposit video udgang
•      Komponent video (YPbPr) udgange
•      Optisk og coaxial lydudgange
•      Analog lydudgang
•      USB 2.0 stik
•      LNB ind / Loop through
•      Ethernet
•      RS 232 port

Der er altså kun den ene tuner indbygget, så der er ikke tale om en twin tuner PVR.

Opsætning og kanalsøgning

Når du ellers har tilsluttet LNB og øvrige kabler til Nanoxx HD 9500 og tænder første gang, skal du først vælge menu sprog. Der er en masse sprog understøttet herunder også dansk.  Det skal dog bemærkes, at der forsat kan være visse menu der vises på engelsk med menu sproget sat til dansk.

Derefter beder modtageren én om, at vælge sine ønskede satellitpositioner og hvilken type kanaler der skal søges efter. F.eks. kun gratis kanaler. Der er en omfangsrig liste af satelitter forudprogrammeret. Kanalsøgningen forgår hurtigt på denne modtager. Desuden har den som noget ekstra også mulighed for at blindscanne. Det skal måske bemærkes, at der er tale om en software implementeret blindscan funktion, som ikke fungerer ligeså hurtigt som på modeller med hardware blindscan. Der er desværre dog ikke DVB-S2 tunere på markedet med hardware blindscan, så derfor har man været nød til at software implementere dette. Man kan naturligvis også foretage en manuel søgning på en specifik frekvens.
Har man DiSEqC motor, så understøttes denne naturligvis også, ligesom DiSEqC 1.1 også er en mulighed.
På billedsiden kan man vælge mellem 576p, 720p og 1080i på HDMI udgangen. Seneste software indeholder auto switching mellem 1080i, 720p og 576p. Så den automatisk indstiller korrekt afhængigt af kildesignalet. Det er ikke muligt på mange andre HD receiver modeller.

Daglig brug

Modtageren fungerer fint på en række punkter i den daglige betjening. Der er tale om en meget responsvillig modtager, der reagerer prompte på fjernbetjeningstryk. Zapning mellem kanaler sker med meget fin hastighed. Nok noget af det allerhurtigste på markedet pt.
Menuerne er velopbygget og overskuelige. Det er muligt at sortere kanalerne i kanallisten efter forskellige parametre. Én af disse er H.264, så man hurtigt får vist kun HDTV kanalerne. Der er plads til hele 10 000 kanaler i alt. Så her skulle man selv med en DiSEqC motor kunne komme godt omkring.

Info bjælken på skærmen viser kanalnavn, programinfo fra EPG og signalstyrke og om evt. kodning, tekst-tv, undertekster, dolby lyd på kanalen. Via et dobbeltklik på info tasten får man vist de tekniske parametre for kanalen.

Modtageren giver et glimrende billede via HDMI udgangen. Naturligvis er oplevelsen størst på HDTV kanaler. BBC HD kommer fint ind fra 28,2 øst på vores 110 cm Triax parabol. Tuneren i Nanoxx’en er absolut af god kvalitet, der også kan håndtere ganske svage signaler meget flot.
Tekst-tv delen er velfungerende med hukommelse så man undgår ventetid.

EPG’en viser de informationer, der måtte blive sendt i almindelig DVB format. Det er muligt at EPG for Canal Digital kanalerne på 1 grad vest, såfremt man skifter ind på 1 af kanaler på 12.456 V. F.eks. Sky News.

Fjernbetjeningen er ganske logisk opbygget med placeringen af tasterne. Jeg synes dog at nogle f.eks. menu knappen er få små.

medionusbOptagelse på ekstern harddisk

Via modtagerens USB port tilsluttede vi en 500 Gb ekstern Medion harddisk. Nanoxx’en havde ikke problemer med at finde denne, og den var straks klar til at blive benyttet. Med harddisken tilsluttet, kan man således tidsforskyde (timeshifte) live tv, samt naturligvis optage programmer.
Programmering af optagelser kan ske via EPG’en eller manuelt.
Når man har programmeret en optagelse og sætter modtageren i standby, så har man af én eller anden grund valgt at skrive Sleep Mode i displayet i fronten frem for bare at vise uret.

Optagelser sker som planlagt, og man kan tilgå disse fra harddisken. Der kan spoles med op til 64x hastighed. Der er også mulighed for at skippe hurtigere frem og tilbage optagelserne. Selve mediedelen og dens funktioner er måske ikke så brugervenlig implementeret som set andre steder.

Afspilning af mediefiler fra ekstern harddisk

 
Du kan afspille .avi .mp3 og .mpg samt .jpg billedfiler fra den eksterne harddisk. Forventede man at .avi filerne skulle afspilles helt flydende, så bliver man skuffet. Dem vi prøvede hakkede en del i visningen. Nanoxx er opmærksomme på dette og vil arbejde på at forbedre dette.

Ethernet – What is it good for?

Absolutely nothing kunne man være fristet til at sige. Ok man kan da sætte en FTP server op på ens PC og tilslutte til denne, men det er noget trist at Ethernet porten ikke er blevet mere aktivt implementere, så Nanoxx’en her kunne indgå som en mere integreret del af ens hjemmenetværk og afspille multimedie indhold direkte via denne forbindelse. Her er der plads til forbedringer.

Software opdatering / kanalredigering / fejl

En af de væsentlige kilder til irritationer på mange modtagere er dårlig software. Nanoxx 9500 HD gør det dog meget godt. Den virker stabil og de funktioner, der er implementeret synes at virke. Vi fandt frem til et problem med Loop Through LNB udgangen. Denne kunne vi kun få til at virke korrekt, når modtageren stod i Sleep Mode, mens den af én eller anden grund ikke lod til at virke korrekt i standby mode. I høj grad er der på denne Nanoxx, mere tale om ønsker man kunne have til videreudvikling frem for fejlrettelser. Som tidligere nævnt er timer delen mangelfuld og der er en unødig dialog boks i medieafspiller delen.
Softwaren kan opdateres via USB stick i modtagerens USB port og så vælge update fra menuen. Man kan også lægge software filen på den eksterne harddisk man har tilsluttet og opdatere den derfra.
Der tilbydes ikke noget kanalredigeringssoftware på nanoxx.info hjemmesiden, men går man over på vantage-digital.com og henter kanalredigieringssoftwaren der til HD modtagere, så kan man godt redigere kanallisten via dette program. Det er dog værd at bemærke, at det sker via den gamle metode med seriel nullmodem kabel (RS232) fra modtageren til ens PC.

Konklusion

Nanoxx HD 9500 er en yderst kompetent DVB-S2 PVR model. Den er meget hurtig til kanalskift og velegnet til modtagelse af mange satellitpositioner med sine 10000 kanalpladser og mulighed for motorstyring. Med indbygget Conax kortlæser kan den også benyttes til f.eks. Canal Digital og så flytte sit programkort fra deres boks over i denne.

Man savner naturligvis  en dobbelt DVB-S2 tuner i denne Nanoxx. Det er begrænset, hvor meget glæde Ethernet porten giver, mens at USB tilslutningen til en ekstern USB harddisk naturligvis er et must, hvis man vil have maksimalt glæde af denne boks. Kan man undvære dobbelt tuner, så er Nanoxx HD 9500 et rigtigt godt bud på en all round DVB-S2 PVR boks. Vil man have e-sata og et mere eksklusivt design, kan man kigge på Vantage 7100S modellen i stedet.


Få 12 måneder til 8 måneders pris - Spar over 33% rabat på årsabonnement! SkyShowtimeAnnonce

I samme kategori

Back to top button