Lasse Rimmer bliver ny vært på Discovery Channel
Stand-up komikeren Lasse Rimmer overtager værtskabet fra hjerneforsker og tv-vært, Peter Lund Madsen, der sidste år var vært for programmet med stor succes.
Lasse har som stand-up komiker ry for et højt taletempo og en tendens til at improvisere med afsæt i samtale med publikum. Han er ligeledes en af de mest fulgte danskere på det sociale medie Twitter, hvor han dagligt brillerer med adskillige debatskabende og sjove tweets.
I 2005 blev Lasse kendt som ”Danmarks klogeste mand” efter at have deltaget i TV 2’s program Test Nationen, hvor han i en tv-transmitteret IQ-test opnåede den højest målte intelligenskvotient på 156 (standardafvigelse 24) blandt de i alt 262 deltagere.
Til næste år slår den kloge mand så sine folder på ”kloge-kanalen” Discovery Channel i 9 episoder af det populærvidenskabelige program.
“At vi i år har fået Lasse Rimmer som vært på programmet er helt fantastisk. Lasse er jo kendt for sin intelligens og matcher Discovery-brandet spot on”, udtaler Maybritt Schlyter, Discoverys Nordiske programansvarlige.
Nogle af de produkter, Lasse stiller skarpt på i programmet, er toiletpapir, nougat og absinth. Samtidig medvirker racerkøreren Jason Watt, som skal ud og køre en helt vild biltur med Lasse og ‘Den skaldede kok” Carsten Olsen, der er med i et afsnit hos Novo Nordisk om insulin, fordi hans søn har diabetes.
Programmet forventes at have premiere i januar 2014.
Kilde: SBS Discovery