Branche-NytWaoo

Kundefremgang hos Waoo og mange køber Frit Valg TV

waoo-logoFiberselskabernes fælles fiberbredbåndsselskab Waoo!, har det forgangne år haft medvind og kan i det seneste regnskab præsentere en omsætningsfremgang på næsten 40 mio. kr. Det skyldes blandt andet en betydelig kundefremgang og en vækst i salget af Frit Valg TV på hele 50 %. 

Waoo! har trods et turbulent marked formået at tiltrække flere kunder og samtidig øge omsætningen pr. kunde. Selskabet har netop fremlagt regnskabet for 2015, som afslører en omsætningsfremgang på omkring 40 mio. i forhold til året før. Samtidig præsterer Waoo! for første gang et positivt resultat på 11,4 mio. kr. før skat, hvilket er en forbedring af resultatet på 35,4 mio. kr. i forhold til året før.

Tallene gemmer ifølge Waoo! på en kundefremgang på 30.000 i 2015, så Waoo! nu samlet set leverer fiberbredbånd mv. til 304.000 kunder. Det er især foreningsmarkedet, der er vokset med betragtelige 35 %. Men selskabet har også været i stand til at øge indtjeningen på produktmikset til slutkunderne. Især er muligheden for Frit Valg TV blevet populært, så omsætningen på det produkt er steget med 50 % i 2015. Ligeledes har flere kunder opgraderet hastigheden på deres fiberbredbåndsforbindelse, hvor Waoo! tilbyder op til 500/500 Mbit/s. På omkostningssiden har Waoo! tilsvarende været i stand til at reducere omkostningerne med 6 %, samtidig med at selskabet har fastholdt væksten i markedet.

”Særligt det forhold, at vi har været i stand til at udvide kundebasen og samtidig øge indtjeningen pr. kunde, er overordentligt tilfredsstillende. Vi må samtidig konstatere, at efterspørgslen på mere fleksible TV-pakker er voldsomt stigende. Vi har siden 2013 har tilbudt Frit Valg Pakker til TV-kunderne, og det er glædeligt, at det produkt nu for alvor har fået vind i sejlene. Håbet er, at vi i 2016 kan slippe fleksibiliteten mere løs, men det kræver en opblødning i reglerne på området, før det kan lade sig gøre,” siger Jørgen Stensgaard, der er administrerende direktør i Waoo!.

På ret kurs efter oprørte vande
De seneste par år har Waoo! mødt et par bump på vejen i form af blandt andre SE, som har meldt sig ud af partnerkredsen og har taget en større mængde kunder med sig. Alligevel har Waoo! været i stand til at stabilisere skuden og rette kursen ind – blandt andet med en ny aftale med Global Connect om at levere fiberbredbånd, TV og telefoni til de bornholmske kunder via selskabet Bornfiber.

”Frafaldet af partnere var selvfølgelig ikke optimalt – specielt ikke på et marked, hvor volumen er et væsentligt parameter. Men vi har hele tiden haft fokus på at optimere forretningen og indgå nye partnerskaber. Det er lykkedes, og det vil også være vores primære opgaver for forretningen de kommende år. Vi har meget mere at tilbyde. Vi sidder på fremtidens forbindelse – et fiberbredbånd, der er second to none, og med større og større fokus på streaming og andre ydelser via nettet har vi de bedst mulige forudsætninger for at skabe en fremragende forretning,” mener Jørgen Stensgaard.

Kilde: Waoo presse

I samme kategori

Back to top button