TV-Nyt

Den kommende DR serie Herrens Veje hædret i Cannes

Herrens Veje DR1
Foto: Agnete Schlichtkrull

Omkring et halvt år før premieren modtog DRs kommende dramaserie ’Herrens Veje’ søndag to internationale priser i den sydfranske by Cannes. Det skete i forbindelse med MIPTV-messen, hvor TV-købmænd fra hele verden i denne uge mødes for at købe, sælge og se programmer.

I forbindelse med MIPTV blev der holdt et smugkig på 12 kommende dramaserier, og her blev der vist 15 minutters udvalgte scener fra ’Herrens Veje’, som Adam Price har fået ideen til, og som er et familiedrama, der handler om tro og om livets store spørgsmål. Serien tager udgangspunkt i en moderne præstefamilie i den danske folkekirke.

I alt blev der uddelt tre priser til dramaserierne, der er på vej, og heraf fik ’Herrens Veje’ de to – nemlig kritikernes pris, Critics Award, og prisen ’Buyers’ Coup de Couer’ – eller på dansk ’Indkøbernes favorit’. ’Grand Jury Award’ i Cannes gik til den tyske serie ’Babylon Berlin’ om mellemkrigstidens Tyskland, som DR sender senere.

Lars Mikkelsen var med på scenen

På scenen for at modtage DR-priserne var hovedforfatter Adam Price, og skuespilleren Lars Mikkelsen, der har en central rolle som provsten Johannes Krogh i serien. Dermed blev Lars Mikkelsen hædret nøjagtig samme dag, som han hjemme i Danmark havde premiere på ’Historien om Danmark’, hvor han er den gennemgående fortæller.

”Det er helt fantastisk, at ’Herrens Veje’ fik de to priser. Interessen for serien er stor, fordi den skiller sig ud fra det meste andet, der er på markedet i øjeblikket. Historien, skuespillet, billederne – vi prøver at gå nye veje. Det har gjort indtryk, og det er vi stolte over,” siger DRs dramachef Piv Bernth.

Det er Camilla Hammerich, der er producent på ’Herrens Veje’ – ligesom hun også var det på ’Borgen’, hvor hun ligeledes arbejdede sammen med Adam Price.

”’Herrens Veje’ beskæftiger sig med nogle af de store spørgsmål i livet. Det er kompliceret stof, og vi er midt i arbejdsprocessen. Det et dejligt skulderklap at få – så tidligt i forløbet,” siger hun.

’Herrens Veje’ er planlagt til 20 afsnit, og serien har premiere på DR1 til efteråret.


Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button