TV-Nyt

Her er X-Factor afløseren på DR – LIVE! – Danmarks nye live-artist

‘LIVE! – Danmarks nye live-artist’ er titlen på DRs nye, store underholdningsprogram for hele familien. Talenter fra hele landet skal hver weekend dyste om seernes hjerter og med hjælp fra to erfarne, danske kunstnere kæmpe om at blive Danmarks nye store live-artist. Det er seerne, der afgør, hvem der skal vinde LIVE!, da de sender de bedste videre ved hjælp af deres mobil.

Det har været essentielt for DR, at udviklingen af det nye underholdningsprogram skulle ske i samarbejde med den danske produktionsbranche, og at det nye format er udviklet til danskerne for på den måde at tilbyde dem bedre og mere vedkommende tv-underholdning.

Tidsaktuel underholdning

Underholdningschef i DR, Jan Lagermand Lundme, er glad for, at det – sammen med Nordisk Film – er lykkedes at skabe ’LIVE!’:

”Det har været vigtigt for DR at ramme noget tidsaktuelt i vores søgen efter et nyt underholdningsformat. Musik har altid været en stor og vigtig del af vores liv, og det skaber både fællesskab og noget at tale om – også på tværs af generationer. Men hvor det før i høj grad var musikudgivelser, der var omdrejningspunktet for danske kunstnere, er tendensen i øjeblikket, at det er på livescenerne, at mulighederne ligger. Derfor sætter vi med ’LIVE!’ fokus på at skabe musikforståelse, hylde den fantastiske live-optræden og dermed den store publikumsoplevelse.”

Jan Lagermand Lundme håber, at LIVE! kan være med til at give et indblik i den danske musikbranche i dag. Derfor vil en etableret dansk kunstner også hver uge lægge vejen forbi programmet som gæstedommer for at give sit bud på, hvordan en god live-optræden kan være og give gode råd til deltagerne og kommende nye store navne på den danske live-scene.

Landets rock-mama bliver mentor

Allerede nu kan DR sætte navn på én af de to kunstnere, der bliver mentor for de konkurrende artister. Seerne kan glæde sig til igen at være i selskab med Sanne Salomonsen, der er en af Danmarks i særklasse bedste live-artister. I kamp mod sin endnu unavngivne med-mentor – og med hjælp fra seerne – skal hun starte med at finde de største talenter til at optræde.

Gennem otte live-udsendelser skal sangtalenter dyste om seernes opmærksomhed. Alle kan stille op, og man er velkommen til at tage sin egen musik med. Da LIVE!, ifølge DRs underholdningschef, netop er et billede på, hvor musikbranchen står lige nu, og da det at optræde og skabe en oplevelse for sit publikum er særdeles vigtigt i musikbranchen, er det også naturligt, at præmien til vinderen af programmet er en turné rundt i Danmark.

Man kan læse mere om, hvordan man tilmelder sig til ’LIVE! – Danmarks nye live-artist’ på www.dr.dk/live.

Kilde: DR presse

Få 12 måneder til 8 måneders pris - Spar over 33% rabat på årsabonnement! SkyShowtimeAnnonce

I samme kategori

Back to top button