Nyheder

Hele Danmarks Mikkel – portrætprogram om Mikkel Hansen

dr1 logoDR har fulgt Mikkel Hansen i et halvt år. I et unikt portræt åbner håndboldstjernen op for helt nye sider af sig selv. Seerne er blandt andet med på ferie, møder familien og hører om lidenskaben for malerier.

Allerede i denne uge spiller Mikkel Hansen en hovedrolle til VM i håndbold. Han er en af Danmarks absolut største sportsstjerner. Og som det vil fremgå af DRs portræt, er han mere forberedt end nogensinde til den store slutrunde i oliestaten, hvor hele Danmark håber, at vi vinder guld.

Mikkel Hansens liv består hver dag af tårnhøje forventninger og benhård disciplin med træning og kampe. Men i de få øjeblikke, hvor en af verdens bedste håndboldspillere kan slappe af, handler det ikke om sport.

I et nyt portrætprogram følger vi Mikkel Hansen liv og karriere gennem et halvt år. DR Sportens Niels Christian Jung tegner nye sider af mennesket bag Danmarks bedste håndboldspiller i ‘Hele Danmarks Mikkel’.

Fordybelse i malerier
Mange tror måske, at danskeren, med det velkendte lange år og hvide pandebånd, kun er en lukket stjerne og ordknap gut med et ordentligt hug. Men portrættet forsøger at give et nyt indblik og mere nuanceret billede af håndboldspilleren.

Seerne bliver delagtiggjort i mange forskellige dele af 27-årige Mikkel Hansens personlige liv. Lige fra den nødvendige kropspleje hos Hansens massør til refleksioner på hotelværelset om livet og karrieren. Mikkel Hansen har også filmet sig selv under sin ferie i Italien sammen med familien. Vi er desuden med, når han sammen med to holdkammerater besøger et galleri i Qatar og ikke alene kigger på kunst, men også prøver lykken som maler.

“Jeg kan godt lide at fordybe mig i malerier. Det er spændende. Det sætter nogle tanker i gang hos mig”, forklarer Mikkel Hansen om sin store lidenskab for maleriet.

Nederlag som motivation
Programmet handler selvfølgelig også om håndbold. Mikkels franske klub Paris Saint Germain og herrelandsholdet har givet adgang til unikke optagelser fra træningslejre og eksempelvis en-til-en samtaler med den ny landstræner Gudmundur Gudmundsson om, hvordan spilmønstre kan ændres, og hvordan små tekniske justeringer kan gøre Mikkel Hansen til en endnu bedre håndboldspiller.

Mikkel Hansen har den specielle evne at kunne score mange opsigtsvækkende mål. Specielt har han utallige gange gjort en forskel i de sidste nervepirrende og afgørende sekunder af en kamp. Det er naturligvis et stort pres, at hele Danmark en gang om året regner med, at han vinder guld hjem til os alle.

I ‘Hele Danmarks Mikkel’ fortæller han om det konstante pres som verdensspiller, om hvordan han selv i dag er påvirket af tidligere ydmygende nederlag i EM- og VM-finalen, og hvordan han bruger nederlag som motivation til nu at vinde VM-guld til Danmark.

DR Dokumentaren ‘Hele Danmarks Mikkel’ bliver sendt på DR1 søndag den 18. januar klokken 21.50.

I samme kategori

Back to top button