Nyheder

Godsejerne – ny programserie på DR1

Godsejerne DR1Bag murene på de danske godser levede godsejerne engang et mageligt liv som konger og dronninger. I dag er tilværelsen som godsejer erstattet af hårdt arbejde året rundt. DR1 følger tre familier i deres dagligdag.

Kvadratmetre er der nok af, prangende ser det ud, og det er da også en uopnåelig drøm for de fleste. Men livet som godsejer er ikke længere kendetegnet ved canapéer, overdådige fester og velsmagende årgangsvine. Virkeligheden er, at hver beslutning der tages er afgørende for godsernes fremtid.

I den nye programserie på otte afsnit ‘Godsejerne’ besøger DR1 tre af Danmarks godser og kommer tæt på godsejernes dagligdag og bestræbelser på at få de smukke rammer til at passe ind i det moderne Danmark.

Med i dagligdagen
“Med ‘Godsejerne’ prøver vi at åbne en verden, som historisk set er sat op på en piedestal. De er ganske vist ejere af store og spektakulære godser, men de skal knokle, være modige og ret kreative for at få deres forretning til at løbe rundt,” siger livstilsredaktør i DR, Dorthe Thirstrup.

Beslutninger truffet i dag har nemlig økonomiske konsekvenser for de kommende generationer af børn, børnebørn og oldebørn – og deres muligheder for at sikre godsets eksistens. Tager godsejerne ikke hånd om de enorme udgifter til vedligeholdelse af bygninger og parkanlæg i tide, er det arvingerne, der må bøde for det, når de historiske rammer forfalder. Godsejere anno 2015 er derfor tvunget til at være innovative og drive godserne som moderne virksomheder, hvis de overhovedet skal have noget at give videre.

Fra København til Nordjylland
Anne Sophie og Stig Gamborg
er fjerde generation på Møllerup Gods. De har satset alle deres sparepenge på at gøre godset til en sund forretning. Indtægterne fra landbruget rækker dog ikke, så parret kæmper en brav kamp for at finde alternative indtjeningsmuligheder. Deres hidtil største event er Verdensballetten, som gæstes af selveste regentparret.

Sanne og Svend Brodersen og deres fire børn var engang en helt almindelig familie, som boede på en gård nær Kolding. Men i 2007 opstår drømmen om at blive slotsejere, da Gram Slot er til salg for 90 millioner kroner. Da har det stået tomt i 25 år og koster alene i renter 10.000 kroner om dagen. Ildsjælene Sanne og Svend køber slottet og har i dag 50 fuldtidsansatte, som hjælper dem med at afvikle en bred vifte af oplevelsestilbud og drive et stort økologisk landbrug.

På Vrejlev Kloster i Vendsyssel står familien Holst foran et følsomt generationsskifte. Igennem 40 år har Troels og Kirsten drevet klostret, men nu har deres 30-årige søn Malthe opgivet en god tilværelse i København for at komme hjem og blive tredje generation af landmænd. Med sig har Malthe sin højgravide kæreste Hanne og deres lille søn. Som nogle af landets yngste godsejere sætter den nye generation nu alt ind på at falde godt til i Nordjylland og få sat Vrejlev Kloster på danmarkskortet.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button