Nyheder

Getting On sæson 3 fra 9. november på HBO Nordic

Getting on HBO NordicSæson 3 af Getting On består af seks afsnit og får premiere 9. november. Serien er skabt af Mark V. Olsen og Will Scheffer (medskabere af den anmelderroste HBO-serie Big Love). På rollelisten finder vi Laurie Metcalf, Alex Borstein, Mel Rodriguez og Niecy Nash.

Serien blander grænseoverskridende humor og ømme øjeblikke, mens vi følger det daglige liv for nogle læger og sygeplejesker, der passer ældre mennesker i et presset velfærdssystem. Serien har et skævt syn på smålige bureaukrater i USAs moderne hospitalssystem.

Serien er baseret på BBC-serien af samme navn, og Getting On afsluttede sin første sæson i december 2013 med gode anmeldelser i bagagen. The Los Angeles Times kaldte den en ”forbløffende serie med masser af guldkorn” og støttede op med ”modig og talentfuld rolleliste” og ”morsom at se”. The New York Post roste serien for at være ”voldsomt smart”, mens The San Francisco Chronicle kaldte Getting On ”fremragende og meget sjov”. The Wall Street Journal roste serien for at have en ”fængende rolleliste”.

Den bærende rolle i Getting On spilles af Laurie Metcalf (tre Emmy-statuetter for sin rolle i Roseanne) som doktor Jenna James. Hun drømte om at blive en succesfuld forsker, men er i stedet endt som afdelingsleder. Alex Borstein (Family Guy) spiller sygeplejersken Dawn, hvis personlige ønske om en kæreste overskygger hendes evner til at udføre sit arbejde, mens Niecy Nash (Reno 911) er sygeplejersken DiDi, der trods sin gode håndtering af patienterne, bliver overset af cheferne. Mel Rodriguez (Community) spiller Patsy De La Serda, der er en reformglad og seksuelt frigjort oversygeplejerske. Molly Shannon, Daniel Stern, Harry Dean Stanton, June Squibb og Irma P. Hall medvirker også.

Mark V. Olsen og Will Scheffer er executive producere på Getting On. Fra BBC Worldwide Productions bidrager Jane Tranter, Julie Gardner, Geoff Atkinson, Jo Brand, Joanna Scanlan og Vicki Pepperdine. Lisa Bellomo og Courtney Conte er co-executive producere, mens Chrisann Verges er producer.

Getting On sæson 3 har premiere på HBO Nordic 9. november.
Getting On sæson 1 og 2 er tilgængelige.

I samme kategori

Back to top button