[reslfj]

For det er naturligvis ofte meget velbegrundet med fælles regler og løsninger via en grundejerforening. Det være sig vandløb, fællesarealer eller veje, der skal vedligeholdes eller en sikring af økonomien i et kabel/antenne anlæg.

Når man vil anskaffe fast ejendom, må man undersøge de lyste servitutter og afgøre med sig selv om man kan leve med disse. Hvis ikke, må man undlade at købe – punktum.

Vort system for tinglysning har sine aner helt tilbage i 1200 tallet. Det er at stor betydning for alle borgere, at man via tinglysning kan sikre rettigheder og pligter.

Det er først når fx en kommune anvender en sådan servitut til at berige kommunen ved fx at sælge kablerne til en ‘pengepuger’ (læs et kabel-tv selskab) eller måske bruges af et lille flertal i foreninge til at pålægge mindretallet store udgifter eller fx nægte dem rimelige modtagemuligheder, at det går helt op i ‘hat og briller’.

Naturligvis skal kommuner ikke have indtægter ved at sælge eget og slet ikke ‘andres’ arvesølv – ja, de bør økonomisk set vel slet ikke have indtægter ved andet end skatter.

Når de skal spare, er det jo netop deres løbende forbrug som er større end de ‘økonomikloge’ mener er OK.

Lars 🙂