TV-Nyt

Følg Danmarks supertrup ved VM i ishockey

tv2sport logoTV 2 SPORT sætter for fjerde år alle sejl til for at give seerne den bedste dækning af VM i ishockey, som spilles i Tyskland fra fredag den 7. til søndag den 23. maj.

Man sender ikke færre end 27 kampe på TV 2 SPORT, heraf de fleste direkte og naturligvis alle Danmarks kampe. Det danske landshold har sikret sig adgang til A-gruppen for ottende år i træk, og der er bred enighed om, at Danmark stiller med den stærkeste trup nogensinde. Sidste år røg de rød-hvide desværre i nedrykningsspillet, som de til gengæld vandt stort. Denne gang er det ikke usandsynligt med en kvartfinaleplads.

Landsholdet kan mønstre hele fem danske NHL-spillere: Peter Regin, Mikkel Bødker, Lars Eller, Philip Larsen og ikke mindst Frans Nielsen, som har spillet en fantastisk sæson i New York Islanders. Set med danske øjne er der således udsigt til en af de mest spændende VM-slutrunder til dato.

Danmark skal på isen første gang på næste lørdag mod Finland, men vi skyder VM i gang allerede fredag aften med åbningskampen mellem USA og værterne fra Tyskland. Denne kamp finder sted i Gelsenkirchen, mens resten af turneringen afvikles i henholdsvis Köln og Mannheim.

Jimmy Bøjgaard er på plads i Tyskland, hvor han sammen med Olaf Eller vil guide seerne gennem kampene, mens Claus Elming samler trådene hjemme i studiet.

Kilde TV2 sport

I samme kategori

Back to top button