Følg Ballon d’Or 2014 på Eurosport
Lionel Messi og Christiano Ronaldo kæmper næsten ugentligt om priser og rekorder. Over alle de nævnte rekorder rejser sig dog den største af alle for en fodboldspiller: Fifa Ballon d’Or.
Den seneste uge har budt på snak om boykot og manglende fremmøde under Fifa Ballon d’Or. Spændingen om, hvem der skal modtage den Gyldne Bold er dog stadig intakt.
Fifa Ballon d’Or uddeles af France Football og Fifa til kalenderårets bedste fodboldspiller baseret på stemmer fra internationale trænere, anførere og sportsjournalister.
Både Messi og Ronaldo har modtaget den ærefulde pris – Ronaldo var først, da han i 2008 vandt, men Messi tog revanche og snuppede titlen fire år i træk fra 2009 til 2012. Ronaldo svarede igen og satte en stopper for Messis sejrsstime, da han i 2013 genvandt titlen.
De to kombattanter får imidlertid kamp til stregen om årets titel, for de er nominerede sammen med Bayern Münchens målmand Manuel Neuer, der ud over at have ført det tyske storhold til mesterskabet i den tyske Bundesliga i foregående sæson, også var en afgørende brik i Tysklands meget overbevisende verdensmesterskab.
Allan Simonsen har som eneste skandinav vundet Ballon d’Or. Det skete i 1977, og i 1983 var han også med i det afgørende felt. Det samme var Preben Elkjær i 1984 og 1985. Ingen af danskerne kunne dog hamle op med Michel Platini, der tog sejren tre år i træk.
Ballon d’Or er blevet uddelt af det franske fodboldblad France Football siden 1956 og FIFA World Player of the Year siden 1991. I 2010 slog de to forbund sig sammen, og de har siden i fællesskab uddelt Fifa Ballon d’Or.
Prisen uddeles den 12. januar 2015. Du kan følge afgørelsen LIVE på Eurosport fra kl. 18.15.