TV-Nyt

DR2’s Detektor bliver relanceret og får to nye værter

Når DR2’s faktatjek-program ’Detektor’ sender første gang i 2018, bliver det med to nye værter og i et anderledes format end det, seerne kender i dag. De nye værter bliver journalisterne Kristoffer Eriksen, der kommer til DR fra Radio24syv, og Camilla Stampe, som senest har været redaktør på DR2-talkshowet ’Vi ses hos Clement’.

”På DR2 ønsker vi en skarpere profil på vores journalistik, og her er ’Detektor’ en væsentlig spiller. I 2018 vil seerne opleve et nyt ’Detektor’, der bliver mere hårdtslående, konfronterende og opsøgende. ’Detektor’ bliver fremover præsenteret af et nyt værtspar, Kristoffer Eriksen og Camilla Stampe. Det er to stærke værter, der hver uge kommer til at sikre seerne svar og indsigt,” siger Flemming Hedegaard Larsen, der er kanalchef på DR2.

’Detektor’s sendetid og længde bliver der ikke ændret på, selv om programmet får nye værter, og formen nu bliver justeret. ’Detektor’ bliver også fremover sendt torsdag klokken 21.00 på DR2.

Kristoffer Eriksen, der er 31 år, er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og for DR har han tidligere lavet DR3-programmer som ’Absurdistan’, ’Superrig i slummen’ og ’Hyklerriget’ samt ’Søndag Live’ på DR2. For øjeblikket er han vært og journalist på ’Radio24syv Morgen’.

“Jeg glæder mig helt vildt til at blive vært på ’Detektor’ sammen med Camilla Stampe. Jeg anser ’Detektor’ for at være et af de vigtigste journalistiske programmer på DR, og jeg er meget stolt af, at jeg er blevet tilbudt at være en del af det. Jeg håber og tror på, at Camilla og jeg kan tilføre programmet noget nyt og være med til at udvikle det i en ny, spændende retning,” siger Kristoffer Eriksen.

Til tider irriterende

Camilla Stampe, der er 32 år, er uddannet journalist fra Syddansk Universitet, og hun har været journalist på Dagbladet Information og debatredaktør på Politiken, inden hun for fire år siden blev ansat som tv-tilrettelægger i DR. De seneste to år har hun været redaktør på ’Vi ses hos Clement’ på DR2.

Camilla Stampe kalder ’Detektor’ et spændende program, fordi det gør seerne klogere på det, der ligger bag ugens historier og politiske udmeldinger.

”Programmet påtager sig det vigtige – og indimellem irriterende – arbejde at være efter kolleger, men endnu vigtigere magthavere, når de udlægger virkeligheden. Efter to år som redaktør ser jeg frem til igen at skulle være helt nede i den kritiske og dybdeborende journalistik og påtage mig en del af ansvaret for at stoppe op, gå dybere i detaljerne, bagom floskler og facader og om nødvendigt også rive masken af de nogle gange fejlagtige og andre gange udokumenterede påstande, som florerer i både de ”gammeldags” medier og på de sociale medier,” siger hun.

Efter fire sæsoner som vært på ’Detektor’ har den nuværende vært, Mette Vibe Utzon, ønsket at prøvet noget nyt. Hun fortsætter som vært i et andet programformat, som DR melder mere ud om senere.

Sender valgudgaver

Programserien ’Detektor’ er opfundet i DR, som har overvåget tal og fakta i debatten siden 2011. DR har også haft held med at få programformatet eksporteret til Norge, hvor ’Detektor’ havde premiere på skærmen hos NRK i sensommeren.

I denne og næste uge er ’Detektor’ for øvrigt ekstra mange gange på skærmen, når programmet – sammen med P4 – tjekker lokalpolitikere og deres budskaber efter i sømmene op til kommunal- og regionalrådsvalget den 21. november. Det er mandag til torsdag samt mandag den 20. november klokken 23.05 på DR2.

Kilde: DR presse

Få 12 måneder til 8 måneders pris - Spar over 33% rabat på årsabonnement! SkyShowtimeAnnonce

I samme kategori

Back to top button