DR2 Tema – Hvad skal vi med mænd? Hvad skal vi med kvinder?
Skuespillerparret Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff er værter, når DR2 præsenterer manden og kvinden anno 2014. DR2 Tema undersøger, hvad vi skal bruge hinanden til, nu hvor vi er på vej mod ophævelsen af kønnet.
På lørdag den 22.11. kl. 20:00 sender DR2 Temaet “Hvad skal vi med mænd? Hvad skal vi med kvinder?”.
For at få svar på titlens spørgsmål, har tema-redaktionen fået analyseinstituttet Epinion til at lave en større undersøgelse blandt et bredt udsnit af befolkningen. En undersøgelse med flere interessante konklusioner.
Eksempelvis viser det sig, at flere mænd udviser mindre fleksibilitet i forhold til ændrede roller og livsmuligheder for begge køn.
“Tallene viser en generel tendens til, at mænd er mindre bevidste, mere usikre og større vogtere over traditionelle, stereotype forestillinger om køn, både hvad angår forventninger og fordomme til mænd som til kvinder”, siger kønssociolog Cecilie Nørgaard.
Mere adskilte kønsroller, tak!!
Undersøgelsen viser også, at knap halvdelen af de adspurgte synes ‘det er vigtigt, at mænd er maskuline, og kvinder er feminine’, at både manden og kvinden foretrækker en mandlig chef, at 63% mænd og 58% kvinder er uenige i at ‘daginstitutioner bør arbejde ud fra et ideal om en større grad af kønsneutralitet’, og at der savnes mere adskilte kønsroller i dag.
“Kvinderne kan selv! Det er i høj grad med til at sætte den traditionelle manderolle under pres, og mange mænd reagerer ved at forsøge at holde fast i traditionelle holdninger om kønsroller.
Hele 21 % af mændene ønsker en skarpere adskillelse af kønnene.”, fortæller Senior Consultant hos Epinion, Jesper Nielsen
Tabermand og powerkvinde
Temaaftenen byder også på reportager, hjernetest, musik og sketches – blandt andet om tabermanden på Tante T, et sketchshow lavet til DR2 tema med blandt andre Troels Malling, powerkvinden der synger om ‘at det er synd for far’ samt gæster som Asger Aamund, Mascha Vang, Line Knutzon, Mads Holger, udenrigsminister Martin Lidegaard, mandeforsker Kenneth Reinicke og flere.