TV-Nyt

DR Vejret tager Margueritruten rundt i sommerlandet

Den 25. juni sætter DR Vejret ud på den naturskønne Margueritrute med start i Faaborg på Fyn. De følgende fem uger skal vejrudsendelserne optages fra de over 3600 kilometers vej med stop på særlige steder, hvor nogle er almindeligt kendt, mens andre er ukendt for de fleste.

Margueritruten blev indviet i 1991, siden relanceret, og er lagt således, at man passerer mange af Danmarks seværdigheder samt idylliske naturområder.

Daglig leder på DR Vejret Klaus Wendelboe fortæller om projektet:

”Vi ville gerne sende vores dygtige vejrfolk ud på en rute, der både rummer de velkendte mødesteder og de små fascinerende, ukendte steder et stykke fra alfarvej. Det kan Margueritruten. Den tager trafikanterne forbi både Legoland og Blokhus, men også gennem helt små, lokale områder, som man ikke ser fra motorvejen, og som kan byde på særlige udsyn, fortælle en god vejrhistorie eller bare er et sted, der byder på en særlig god udsigt,” siger han.

Der er drysset intet mindre end 1000 seværdigheder udover Margueritruten, der bugter sig gennem alle landets dele. Så hvordan har man udvalgt stederne, DR Vejret skal sende fra? Klaus Wendelboe fortæller, at redaktionen som forberedelse lånte bøger om Margueritruten på biblioteket på DOKK1 i Aarhus, hvor de holder til i dag.

”Vi har læst om de forskellige landsdele og fundet nogle interessante steder. Vi har ringet rundt, researchet og lavet aftaler og koblet informationerne op med vores viden om historiske vejrbegivenheder. Vi er jo en specialredaktion, hvor vejret er omdrejningspunktet: Det vejr, der var engang, det, der er nu, og det, der kommer. Så vejr, udsigter og mennesker – det bliver det helt store tema for Vores Sommervejr i år.”

Give lyst til en skovtur

Ifølge Klaus Wendelboe håber man på DR Vejret, at udsendelserne vil øge seernes kendskab til Danmark og åbne deres øjne for, hvor varieret landet er, og hvordan vejret på forskellig vis kan påvirke områderne. Hvis seerne derudover også skulle få lyst til en skovtur i den smukke, danske natur, er forhåbningerne for projektet i den grad indfriet.

”Når man bevæger sig lidt væk fra de ruter, som GPS’en sender os ud på, når vi kører fra A til B – så opdager man at Danmark har en fantastisk varieret, smuk og varieret natur, og hvordan hverdagskigget til landskaber og egne kan være helt særlige. Samtidig vil vi gerne møde seerne og invitere dem helt tæt på produktionen. Vi vil småsludre og hyggesnakke og gå i detaljer om, hvordan og hvorfor vi gør tingene på vores måde på vejret,” siger Klaus Wendelboe.

DR Vejrets rute rundt i landet

  • Uge 26: Fyn
    • 25. juni i Fåborg
  • Uge 27: Nordjylland
  • Uge 28: Østjylland
    • 9. juli i Djurs Sommerland
    • 10. juli i Fredericia
    • 11. juli i Givskud Zoo
    • 12. juli i Sønderborg
  • Uge 29: Sjælland og Sydhavsøerne
  • Uge 30: Syd og Vestsjælland
    • 23. juli i Hvide Sande
    • 24. juli i Fanø
    • 25. juli i Ribe
    • 26. juli i Højer
Kilde: DR presse

Få 12 måneder til 8 måneders pris - Spar over 33% rabat på årsabonnement! SkyShowtimeAnnonce

I samme kategori

Back to top button