Nyheder

DR varmer op til VM med Brasilien portræt

Bildsøe i Brasilien DR1
Foto: Simon Mouridsen

Kim Bildsøe boede i Brasilien i 1980’erne. Nu er han tilbage i det kontrastfyldte land, og oplever ved selvsyn de store forandringer. Han møder også en række meget forskellige indbyggere.

Tilbage i midten af 1980’erne boede DRs Kim Bildsøe i Brasilien. Hans plan var egentlig at rejse Sydamerika rundt, men han endte med at blive hængende i et år – dybt fascineret af det kæmpestore land med den høje inflation, skrøbeligt demokrati og et potentiale, der på ingen måde var forløst.

I anledning af VM i fodbold rejser Bildsøe tilbage og tegner i tre programmer et kontrastfyldt billede af Brasilien. For hvad er der sket med Sydamerikas største land, som er fyldt med enorm livsglæde men også en omfattende slum, kriminalitet og social uro? Landet, der i 80’erne mest af alt mindede om et uland, men som i dag er en økonomisk stormagt med vækst og mangemilliardærer.

“Jeg har altid været fascineret af brasilianernes tilgang til livet. Lige meget hvor svært livet er, og ligegyldigt, hvor fattig man er, så er der en grundlæggende tro på, at morgendagen altid er bedre end dagen i dag”, siger Kim Bildsøe og fortsætter:

“Brasilien har 200 millioner indbyggere og er dobbelt så stort som hele EU tilsammen. Derfor er kontrasterne selvfølgelig også enorme. Brasilien er eksempelvis dybt religiøst og verdens største katolske land, men det forhindrer ikke, at samfundet er gennemsyret af sex og samba”.

Realitystjerne og ‘lovemotel’
Første program handler om, hvordan den katolske tro trives side om side med utroskab i et samfund gennemsyret af sex, mens andet program ser på kontrasten mellem rig og fattig. I tredje udsendelse holder Brasilien vejret og håber, at VM bliver en ren fodboldfest. Men under overfladen ulmer konsekvenserne af den ekstreme ulighed, der har medført social uro og tårnhøj kriminalitet.

I de tre udsendelser rejser Kim Bildsøe rundt i landet og møder en række meget forskellige indbyggere. Blandt andet Zico, den legendariske stjerne fra Brasiliens VM-hold i 80’erne, kvinden med syv børn, der skal leve for 10 kroner om dagen, den danske kok Simon Lau, der flere gange er kåret til Brasiliens bedste kok, kvinden, der har fået ikke færre end 42 plastickirurgiske indgreb, og som er blevet realitystjerne på konstant at ændre sine former, og Kirsten, den danske missionær, der har viet sit liv til at hjælpe landets allerfattigste børn.

Bildsøe viser også bagsiden af den brasilianske virkelighed, når han er med på tv-optagelse til et af Brasiliens utallige krimimagasiner, ligesom han besøger et såkaldt ‘lovemotel’, der er et særligt aftrædelsessted for utro brasilianere.

Se ‘Bildsøe i Brasilien’ første gang mandag den 26. maj klokken 21.00 på DR1.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard