TV-Nyt

DR markerer 500-året for reformationen

drlogo tvbyen31. oktober 2017 er det 500 år siden, at Martin Luther slog 95 teser op på porten til slotskirken i Wittenberg. Den begivenhed betragtes som startskuddet til reformationen, som nu 500 år efter bliver markeret mange steder i Europa, også i Danmark – og på DRs kanaler.

Kulturdirektør i DR Tine Smedegaard Andersen ser frem til en hel række programmer og tilbud på tværs af DRs kanaler i anledning af reformationsjubilæet:

”Vi har i DR bestræbt os på, at alle kan opleve reformationsjubilæet på DRs kanaler. Seere og lyttere kan derfor glæde sig til en bred vifte af programmer og indhold, der med vidt forskellige perspektiver og virkemidler forhåbentlig kan gøre reformationen og dens betydning for det danske samfund både relevant og tilgængelig for os alle,” siger Tine Smedegaard Andersen og henviser til, at reformationen så at sige rykker ind på både DR1, DR K, P1, P2, DRTV og dr.dk.

’Dronningens røde tråd’

Lørdag aften, 28. oktober, op til selve jubilæumsfejringen, bringer DR1 et enestående interviewprogram med Hendes Majestæt Dronningen, ’Dronningens røde tråd’. Dronningen er protektor for den danske fejring af reformationen i anledning af 500-året. I programmet giver hun sit perspektiv på reformationen og fortæller om sin egen tro og om det, der sker i de store kirkerum. Dronningen vil ud fra sine personlige erfaringer fortælle om den rolle, som ritualer, traditioner og tro spiller i vores hverdag. Dronningen er også en dedikeret kunsthåndværker i troens tjeneste, og programmet ’Dronningens røde tråd’ knytter de mange tråde om troen i hendes liv sammen til en fascinerende fortælling.

Programmet bliver i de følgende dage fulgt op på både dr.dk og på P1, hvor værten Christoffer Emil Bruun tager udgangspunkt i Dronningens tanker om reformationen, og både eksperter og lyttere vil perspektivere hendes tanker.

Festkoncert med DR SymfoniOrkestret

DR Koncerthuset er rammen, når DR SymfoniOrkestret og DR VokalEnsemblet markerer 500 års dagen for reformationen ved en direkte tv-transmitteret festkoncert med troen i fokus. Med skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen som vært inviteres publikum, tv-seere og radiolyttere med på en musikalsk rejse ind i en fortælling om tro og et tidløst, luthersk univers med musik af blandt andre Bach, Wagner og Poulenc. Publikum kommer også til selv at synge med på et udvalg af Luthers stærkeste salmer. Blandt deltagerne i festkoncerten er medlemmer af Kongefamilien og repræsentanter fra regeringen og fra den danske folkekirke.

Der er stadig ledige billetter til koncerten i DR Koncerthuset på dr.dk/koncerthuset. Festforestillingen transmitteres både på DR K og P2. Både før og efter koncerten spiller P2 musik knyttet til reformationen med optagelser fra koncerter flere steder i Europa.

DR K i reformationens tegn

DR K markerer 500-året den 31. oktober med en hel aften i reformationens tegn. Seerne vil kunne opleve den store festforestilling direkte fra DR Koncerthuset. Samme aften byder DR K på den historiske dokumentar ’På sporet af reformationen’ efterfulgt af ’Luther i dag’, som er et samtaleprogram med vært Alberte Clement Meldal. Jubilæumsaftenen på DR K slutter med det tyske historiske drama, ’Martin Luther’.

Tine Smedegaard Andersen håber, at de mange forskellige programmer vil betyde, at flere seere og lyttere bliver opmærksomme på reformationen og dens betydning:

”Reformationen er en vigtig del af vores kulturarv, som har været med til at forme os som samfund og er dermed en del af det, der binder os sammen som nation. Reformationsåret når sit klimaks 31. oktober, og jeg forventer, at mange vil tage del i markeringen både rundt omkring i landet, men forhåbentlig også sammen med DR,” siger Tine Smedegaard Andersen.

Op til selve jubilæumsdagen sender DR K fra uge 41 den tyske serie, ’Vores foranderlige verden’ om reformationen og dens betydning i dag. Serien er på seks episoder. Seerne kan også følge med i jubilæumsmarkeringen på dr.dk eller streame indhold fra DRs tema om reformationen på DRTV, hvor bl.a. serien ’1000 års tro’ vil være tilgængelig.

REFORMATIONEN PÅ DR K

Uge 41 til uge 46 hver onsdag klokken 22.30: ’Vores foranderlige verden’ – serie om reformationens betydning

31. oktober på dagen for 500-året for reformationen:

Klokken 20.00: ’Reformationen 500 år’ – Koncert live fra DR Koncerthuset

Klokken 22.00: ’På sporet af reformationen’ – Egenproduceret historisk dokumentar

Klokken 22.30: ’Luther i dag’ – Samtaleprogram med vært Alberte Clement Meldal

Klokken 23.10: ’Martin Luther’ – Tysk historisk drama fra 2003

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button