Nyheder

Døden sniger sig ind på DR3

DR3Der er både mord i fiktionens og virkelighedens verden, når DR3 fra den 19. august præsenterer seerne for et tema, der handler om dem, der slår ihjel og årsagerne til deres handlinger.

”Mord har en stor fascination og trækker altid overskrifter. Vi læser og hører om drab og mord alle steder, men vi vil i en række programmer undersøge og forsøge at forstå, hvad der ligger bag de tabloide overskrifter og dermed give seerne et nuanceret billede af emnet,” fortæller Mads Kromann Andersen, der er redaktør på DR3.

Flere forskellige slags mord
DR3 sender fra uge 34 og i ugerne frem en række forskellige programmer, der alle handler om at slå ihjel. Programmerne har forskellige perspektiver på det at slå ihjel, så seerne får svar på, hvem der slår ihjel, hvor der bliver slået ihjel, hvordan man slår ihjel – og nogle forklarer også, hvorfor de slår ihjel.

”Vi præsenterer seerne for en række alvorlige og tankevækkende programmer, der handler om mord og om de mennesker, der har slået ihjel. Der er nogle mennesker, der vælger at slå ihjel, selvom det er en af de største synder, vi kan begå. Det faktum er blot én af de ting, vi undersøger nærmere med de nye programmer,” forklarer Mads Kromann Andersen.

Her er et udpluk af nogle af programmerne:

’Mit drab til skræk og advarsel’ – første program onsdag den 19. august klokken 21.00: I to programmer følger vi to danskere, der har slået et andet menneske ihjel. I første program møder vi Lars, der sidder inde på livstid i anstalten ved Herstedvester, fordi han slog sin makker ihjel, efter de sammen havde smuglet cirka 14 ton hash ind i landet.

’Hvem, hvad, mord’ – første program onsdag den 19. august klokken 21.30: I fire afsnit undersøges forskellige aspekter af mord på baggrund af statistik. Vi kommer bag tallene for at få en forklaring på mordene ud fra mordets geografi og morderens køn, alder og mordvåben.

’Det ender med drab’ – første program torsdag den 20. august klokken 21.00: Her bliver vi i tre programmer præsenteret for tre danske drabssager, hvor drabsmanden og de pårørende til ofret eller gerningsmanden fortæller, hvordan det endte med drab. Det første program hedder ”Liget i kummefryseren”. Herefter kommer ”Far, mor, morder” og ”Brødre”.

’Mord på film’ – første program torsdag den 20. august klokken 21.30: Der har været rigtig mange mord i filmens verden. I fire programmer undersøger Sigurd Kongshøj og Stefan Le Quellec Knudsen alias Snake, hvilke filmmord der kan begås i virkeligheden. Det er et nysgerrigt reality-tjek af blandt andet mordene i HBO-serien ’Game of Thrones’.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard