Danskerne har skruet lidt ned for tv-forbruget
Efter at danskerne i fire år uafbrudt har set mere og mere fjernsyn, bliver der nu tændt lidt mindre for fjernsynsapparaterne rundt omkring i landets hjem.
En opgørelse, som DR Medieforskning har lavet, viser, at hver dansker over tre år i gennemsnit så tre minutters fjernsyn mindre om dagen i den første halvdel af 2011 sammenlignet med samme tid sidste år. Fra januar til juni i år tilbragte hver dansker tre timer og 20 minutter foran billedkommoden mod tre timer og 23 minutter i første halvdel af 2010. Dét tal var også historisk højt.
”Faldet er størst i gruppen 25-34 år og blandt seerne over 55 år. De yngre ser nu fjernsyn i 10 minutter mindre om dagen end for et år siden, mens tallet for den ældre gruppe er otte færre tv-minutter om dagen,” forklarer medieforsker Niels Marslev fra DR Medieforskning.
Flere forklaringer på nedgangen
Trods det beskedne fald i tv-seningen, er den stadig på det næsthøjeste niveau, siden Gallup begyndte at lave seertalsmålinger i 1992. Og 43 minutter højere om dagen end for fire år siden, hvor seningen nåede et foreløbigt lavpunkt.
Niels Marslev tror, der er flere forklaringer på, at danskerne nu har skruet lidt ned for tv-forbruget på ny.
”Noget af stigningen de foregående år har vi forklaret med, at danskerne har fået adgang til flere kanaler eller har opgraderet deres tv-udstyr med store fladskærme og andet isenkram. Måske er nyhedsværdien aftagende ved det nu, og det samme oplever nogen, at den økonomiske krise er. Pengene sidder måske igen lidt løsere på folk, og så spenderer de dem i lidt højere grad på andre former for underholdning i stedet for at se tv,” vurderer medieforskeren.
En anden joker kan også være vejret, og det kan også have haft betydning for de lavere tal i 2011. Forårets helligdage faldt ret sent i år, og især i påsken var vejret aldeles fremragende. Det betød også, at flere tog plads i haven og foran grillen i stedet for foran fjernsynet.
”Endelig havde juni i år ikke samme trækplaster som sidste år – nemlig fodbold-VM. Men til gengæld havde håndbold-VM for mænd mange seere i januar,” siger Niels Marslev.
Omkring 87 procent af alle danskere ser én af DRs tv-kanaler hver uge.
Kilde: DR