TV-Nyt

Værterne fundet til MGP 2018

Den 17. februar 2018 kulminerer en af årets største fester for landets børnefamilier, når ti MGP-finalister indtager scenen i Gigantium i Aalborg. Her vil der blive heppet, danset og sunget fra klokken 20, når dette års værter Mette Lindberg og Kristian Gintberg byder op til MGP-fest.

MGP 2018 nærmer sig i et hæsblæsende tempo. Over hele landet er der i løbet af året blevet komponeret, spillet, stemmetrænet og øvet danse moves igen og igen. Blandt de godt 800 indsendte bud på vindersange har juryen udvalgt ti finalister. Og om et par måneder får hele Danmark chancen for at høre dem alle live på DR1 og DR Ultra, når det er MGP-tid.

Værternes hjerter bløder for musikken

Værtsparret Mette og Kristian ved om nogen, hvad det vil sige at kreere musik, og begge har haft tonerne inde på livet det meste af deres liv. Mette Lindberg er selv professionel musiker og sanger med en international karriere, og så var hun en af de tre dommere og mentorer ved sidste års omgang X Factor. Kristian Gintberg er kendt i de fleste børnene-familier fra blandt andet Lille Nørd og Ramasjang Mysteriet på DR Ramasjang, og også han er sangskriver. Senest har han sammen med Jan Rørdam stået bag musikken til Ramajetternes jul, der sendes på DR Ramasjang i december. Om deres nye fælles musikprojekt som MGP-værter siger de:

“Sangene er skrevet af børnene og afspejler deres egne følelser. Det er unikt og ærligt. Jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at være en del af showet sammen med Kristian. MGP er 100 procent pure good vibes,” siger Mette Lindberg, og medværten bakker op:

“Jeg glæder mig som en lille mis. MGP har altid været helt fantastisk, så at få lov at være ham der præsenterer det, er en kæmpe ære,” siger Kristian Gintberg.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button