TV-Nyt

Værterne til Dansk Melodi Grand Prix 2017 er fundet

DR Grand Prix 2017 Værter
Foto: Agnete Schlichtkrull

De har begge deltaget som solister i Melodi Grand Prix. Han vandt, da hun var vært – men hun har også selv deltaget to gange, dog uden at vinde.

Johannes Nymark og Annette Heick har begge erfaring med den traditionsrige musikbegivenhed, og det er derfor en konfettiklar duo, der står på scenen i Jyske Bank Boxen i Herning den 25. februar næste år og byder seere og publikum velkommen til ’Melodi Grand Prix 2017’.

– Annette klæder Melodi Grand Prix. Det så vi i år i Horsens, så hun er et stærkt kort at have med. Samtidig vil vi også lære af vores fejl forstået på den måde, at vi ikke kom i finalen sidste år, fortæller Jan Lagermand Lundme, der er underholdningschef i DR, og fortsætter:

– Johannes har følt på egen krop, hvordan det er at stå på Eurovision-scenen med en dansk sejr i baghånden uden at komme i finalen, så han ved, hvad det handler om, og dén erfaring har vi brug for. Annette og Johannes har en fælles passion og kærlighed for Melodi Grand Prix, og deres kemi er helt uovertruffen. Vi har ikke været et sekund i tvivl om, at det er dem, der skal stå i spidsen for Melodi Grand Prix 2017.

Stor sceneerfaring

Johannes Nymark deltog sidste år i Melodi Grand Prix som medlem af popgruppen Lighthouse X, der vandt det hele med sangen ’Soldiers of Love’.

Her var Annette Heick vært sammen med Jacob Riising og Hilda Heick, så den konfettioverstrøede scene er ikke uvant for det nye værtspar.

– Melodi Grand Prix er et af årets højdepunkter inden for underholdning, og det bliver det også næste år. Det er et show, hvor vi virkelig spiller med musklerne og præsenterer ny musik for seerne. De 10 sange, der er med næste år, er ikke kun valgt af DR og musikfaglige, men også af fans og seere i en skøn forening. De garanterer sammen en høj kvalitet, så der er meget at glæde sig til, forklarer Jan Lagermand Lundme.

’Melodi Grand Prix 2017’ bliver sendt direkte på DR1 lørdag den 25. februar klokken 20.00 fra Jyske Bank Boxen i Herning. Det er stadig muligt at købe billet til det store show via drbillet.dk.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button