TvPrisen 2012 – Se vinderne her

| fredag 17. aug, 2012 21:22 | 0 Kommentarer

TvPrisen 2012 vinderneI alt blev der uddelt priser i 27 kategorier i Tivoli Congress Center, da tv-branchen fredag aften fejrede sig selv ved TvPrisen 2012 i København. DR havde en andel i 16 af dem, mens TV 2’s programfolk kunne rejse hjem med 11 priser.

Gintberg årets mandlige vært
Hvor Jan Gintberg sidste år fik ’Seerprisen’, var det i år prisen som ’Bedste mandlige tv-vært’, han kunne rejse hjem med for DR1’s ’Gintberg på kanten’, mens brødrene Kåre og Emil Nielsen fra DR i Aarhus, der er værter på ’Store Nørd’, kunne glæde sig over, at de har lavet årets bedste børneprogram.

’Nak & Æd’ på DR2 blev ’Bedste livsstilsprogram’, mens DRs dramaserie ’Borgen’ hentede ikke færre end fire priser. Både som ’Årets tv-drama’, bedste kvindelige tv-skuespiller (Sidse Babett Knudsen) og bedste mandlige tv-skuespiller (Pilou Asbæk) samt for ’Bedste klipper i tv-drama/comedy’ (My Thordal). Det var for øvrigt andet år i træk, at Sidse Babett Knudsen sikrede sig prisen i kvinde-kategorien.

Med livet som indsats
Selv om folketingsvalget fyldte meget i mediebilledet i 2011, og flere af valgprogrammerne også var nomineret til at være årets bedste nyheds-event, blev det DR Event, der løb af med sejren for temaaftenen ’Med livet som indsats’. Den blev sendt på DR1 den 5. september sidste år og handlede om danske soldater i krig.

’X Factor’ fra DR1 har tryllebundet mange seere, og i år besnærede underholdningsprogrammet også juryen bag TvPrisen 2012, så programmerne blev kåret som ’Bedste tv-underholdning’.

’A-Klassen’ fra DR2 tog prisen som ’bedste tv-satire/comedy’, mens ’Sex, kaos og bekendelser’ på DR2 blev kaldt ”fornyende af genren” og blev ’Bedste reportageserie’, ligesom seks klippere bag serien fik prisen for ’Bedste klip’.

Den underholdende og oplysende realityserie ’Blod, sved og ris’ på DR1 blev ’Bedste realityserie’ foran andre nominerede som TV 3’s ’Divaer i junglen’ og ’Paradise Hotel’, mens ’Putins Kys’, der har været sendt i DR2’s ’Dokumania’ blev årets bedste dokumentar.

Endelig var der også en tv-pris til DR Undervisnings program ’Et splitsekund’, der satte fokus på 10 unge trafikofres historie. Her fik Nadim Carlsen prisen for ’Bedste foto’ for et følsomt fotograferet program med et meget personligt billedsprog på DR1.

Bedste prishøst i mange år for DR
For DR var årets prishøst en af de bedste i en årrække ved uddelingen. Sidste år blev det til 12 ud af 26 priser, mens det forrige gang blev til 13 ud af 28 priser til DRs programmer og værter.

Ikke færre end 346 programmer var indstillet til årets tv-priser. Aldrig tidligere har der været så mange at vælge imellem, og de fleste prismodtagere er fundet af juryer bestående af fagfolk, som er blevet nøje udvalgt ud fra deres faglige ekspertise. Seerprisen er – måske ikke overraskende – valgt af dem, der har siddet ude på den anden side af skærmene.

TvPrisen 2012 var kulminationen på to dages Tv-Festival, arrangeret af Producentforeningen med støtte fra DR, TV 2, TV3 og en række fonde og sponsorer. TvPrisen er blevet uddelt siden 2000.

Vindere af TvPrisen 2012

Bedste dokumentar: ’Putins Kys’, Monday Reporter og Made in Copenhagen for DR2
Bedste faktaserie: ’De bortførte børn’, Dokumentar Kompagniet for TV 2.
Bedste nyhedshistorie: ’Sultkatastrofe i Somalia: Tantholdt finder skjult nødhjælpslager’, TV 2
Bedste nyheds-event/live-dækning: ’Med livet som indsats’, DR1
Bedste aktualitetsprogram: ’Kulturen på News’, TV 2 News
Bedste sportsprogram: ’Ankerdal på News’, TV 2 News
Bedste livsstilsprogram: ’Nak & Æd’, DR2
Bedste børneprogram: ’Store Nørd’, DR Ramasjang
Bedste realityserie: ’Blod, sved og ris’, Koncern for DR1
Bedste reportageserie: ’Sex, kaos og bekendelser’, Strix for DR2
Bedste tv-underholdning: ’X Factor’, Blu for DR1
Bedste tv-satire/comedy: ’A-Klassen’, Fridthjof Film for DR2
Bedste tv-drama: ’Borgen’, DR1
Bedste tv-event: ’Zulu Comedy Galla 2011’, Immergut for TV 2 Zulu
Bedste kvindelige tv-skuespiller: Sidse Babett Knudsen i ’Borgen’, DR1
Bedste mandlige tv-skuespiller: Pilou Asbæk i ’Borgen’, DR1
Bedste kvindelige tv-vært: Natasja Crone, TV 2 Nyhederne
Bedste mandlige tv-vært: Jan Gintberg for ’Gintberg på kanten’ på DR1
Bedste tv-trailer: ’Brænder det stadig’ for ’Det Nye Talkshow’, DR1
Bedste foto: Nadim Carlsen for ’Et splitsekund’, DR1
Bedste klip: Line Schou Hillerbrand, Nepo Goldmann-Piculell, Iben Sol Mauritsson, Luis Pinto, Niels Luster og Steffen Sennenwaldt for ’Sex, kaos og bekendelser’
Bedste foto – tv-drama/comedy: Kim Høgh Mikkelsen for ’Rita’, TV 2
Bedste klip – tv-drama/comedy: My Thordal for ’Borgen’ på DR1
Årets værtstalent: Stéphanie Surrugue, TV 2 News
Årets nyskabelse: ’Mormors bordel’, Koncern for TV 2
Årets Otto – hædersprisen i den danske tv-branche: Karen Thisted
Seerprisen: Korrespondenterne, TV 2.

Kilde: DR presse

Del på:

Gemt under:: Branche-Nyt