Skru tiden tilbage til 1970’erne – på DR1

tilbage til 1970erne DR1
DR1DR1 DR TV onsdag 06/09 DR1 kl. 20:00

Solen skinnede altid i 1970’erne, og livet var bare mere enkelt. Eller hvordan var det nu lige det var? For mange rimer 1970’erne på frisind, hippier og rødstrømper. Men det var også et årti med økonomisk krise, voksende arbejdsløshed og et boom af parcelhuskvarterer, som vi kender dem i dag.

I programserien ‘Skru tiden tilbage til 1970’erne’, der er på fire afsnit, har fem modige familier sagt ja til at tage på en tidsrejse tilbage til 1970’erne. Dengang, hvor nogle protesterede mod atomkraft og ville lave samfundet helt om, mens andre spiste fondue og dansede disco i parcelhusets gildesal.

”DR har i år fokus på historieformidling. ’Skru tiden tilbage til 1970’erne’ bidrager til temaet med den helt nære fortælling. Programserien sætter fokus på en lang række debatemner, der har gennemgået en forandring siden 1970’erne. Det er lige fra forholdet til vores krop, omgang mellem kønnene, børneopdragelse, job og arbejdsløshed over materielle værdier kontra åndelige til rygning og seler i bilerne,” siger redaktør på DR1 Dorthe Thirstrup.

Familierne, som deltager i eksperimentet, kommer i fem dage til at leve og bo, som man gjorde i 1970’erne, for på egen krop at opleve forskellen mellem dengang og nu. De bliver udfordret på deres nutidige værdier og tankegang, når de møder en markant anderledes hverdag, og en ny måde at gå til livet på anno 1970’erne. For har vi i virkeligheden glemt noget værdifuldt undervejs? Og er der noget, vi kan lære af livet dengang, som det er værd at tage med tilbage til nutiden?

Småbørnsfamilie og søstersolidaritet

Med nysgerrighed og gåpåmod flytter familierne ind i fire forskellige boformer fra 1970’erne. Parcelhuset, den moderne boligblok i forstaden, den lille arbejderlejlighed i byen og ikke mindst kollektivet, hvor to familier flytter sammen og bliver til en storfamilie.

Vi følger blandt andet familien La Cour Kostending, der lever et travlt liv som småbørnsfamilie i Frederikshavn her i år 2017. Blomsterbinderen Trine har valgt at arbejde deltid, for at få familielivet til at hænge bedre sammen, mens hendes mand Rasmus har travlt som kørende sælger.

Selv om de her i år 2017 lever som et moderne par, der er fælles om opgaverne, så drømmer Trine alligevel om 1970’ernes kvindekamp, og mener hun har en glødende feminist i maven. Men har hun i virkeligheden lyst til at smide bh’en og springe op på barrikaderne i kvindefrigørelsens navn, mens hun overlader børnene til den bløde mand i hjemmet? Eller har de det egentlig meget godt, som det er?

Fællesskab – eller dine og mine børn?

Vi følger også to sammenbragte familier fra Sæby og Ballerup, som får mulighed for at blive endnu mere sammenbragte, når de flytter ind i kollektivet ‘Den Glade Valnød’ for at starte en ny storfamilie.

Her er alle en del af ét stort fællesskab med deletøj, delebørn, deleforældre og lighed for alle. Også når der skal træffes beslutninger. Familien Trap Nielsen fra Sæby er begejstrede for ideen om et kollektiv, og familien Trøjborg Linde fra Ballerup, der kender dagligdagens dilemmaer med ”dine og mine børn”, håber det kan bringe dem tættere sammen som ny familie. For hvad er egentlig det sværeste – at opdrage andres børn, eller lade være? Og er der noget i kollektivtankegangen, som stadig er relevant den dag i dag?

Fra peacetegn til parcelhus

I 1970’erne boede danskerne på mange forskellige måder. Mange valfartede fra byernes små og ofte faldefærdige lejligheder og ud til forstædernes nybyggede parcelhuse eller moderne boligblokke i beton. Man drømte om mere plads, grønne arealer, egen have og kernefamilieliv.

Parallelt med forstadsdrømmene var der også et oprør mod kernefamiliens værdier, som blev til kollektivbevægelsen. Og i midten af 1970´erne eksisterede der omkring 15.000 kollektiver i Danmark. Og så var der dem, der stadig boede i små lejligheder i byerne, var ansat i den danske industri, og som forandringens vinde endnu ikke havde ramt.

Start Puch Maxien, find hønsestrikken frem, og se med, når familierne kaster sig ud i en storblomstret verden af grøn, brun og orange, og siger “skru tiden tilbage til 1970’erne”.

Programserien på fire afsnit har premiere på DR1 onsdag den 6. september klokken 20.00.

Andre aktuelle titler på DR TV

næste »

Del på:

Gemt under:: TV-Nyt