Sex på recept – ny programserie på DR3

| fredag 28. apr, 2017 10:56 | 0 Kommentarer
sex på recept dr3

Sexologisk Center er en del af Aalborg Universitetshospital. På centret tilbydes der behandling af mænd, kvinder, enlige eller par, der har problemer med seksualiteten.

I en ny DR3-programserie bliver seerne lukket ind i det ellers lukkede behandlingsrum, hvor man kommer tæt på seksuelle tabuer som pornoafhængighed, rejsningsbesvær, manglende lyst og følger af voldtægter.

Vil nedbryde tabuer

I ’Sex på recept’ er seerne med som fluen på væggen på et sted, der giver et indblik i det måske mest intime og tabuiserede rum, der findes; dér, hvor seksualiteten ikke bare er nem, dejlig eller lige ud landevejen.

”På DR3 vil vi nedbryde tabuer ved at bevæge os ind i de mest lukkede og fortrolige rum og lade de hudløst ærligt fortællinger i ’Sex på recept’ give seerne en fornemmelse af, hvordan livet også kan være. At det ikke altid er helt let,” fortæller Trine Skovgaard, der er redaktør hos DR – og uddyber:

”Med ’Sex på recept’ vil vi gerne give seerne mulighed for at reflektere over ellers tabuiserede emner, og på den anden side give en oplevelse af ikke at være alene, når de bakser med alt fra for tidlig sædafgang, problemer med potens, smerter ved sex, flydende identitet eller noget helt femte. Vi viser, at der er andre, der lider under de samme problemer, og at der er hjælp at hente.”

Hudløs ærlighed

I ’Sex på recept’ bliver paraderne sænket, og programdeltagerne fortæller den skinbarlige sandhed om deres problemer, udfordringer eller følelser. I første afsnit af ’Sex på recept’ møder seerne kæresteparret ’Anders’ og ’Nikoline’, som er på Sexologisk Center for første gang.

Anders’ forbrug af porno har taget overhånd. Han kan ikke længere styre det og er yderligere begyndt at kontakte escortpiger, fordi han savner menneskelig kontakt i sin hverdag.

Kæresten Nikoline fortæller, hvordan hun føler sig magtesløs i forhold til sin kærestes pornomisbrug, og hvordan hun oplever Anders’ adfærd som et kæmpe tillidsbrug i deres forhold. I programserien er parret til samtale hos Anne Katrine, psykolog og klinisk sexolog, som skal undersøge, om hun kan tilbyde parret et behandlingsforløb på centeret.

Udover kæresteparret møder seerne blandt andre også ‘Line’, som er i behandling for smerter i forbindelse med samleje, og ‘Jesper’, som skal sprøjte sig selv i penis for at se, om han kan få rejsning efter flere år med rejsningsproblemer.

DR3 DR TV Premiere: 1. maj DR3 kl. 21:30

Andre aktuelle titler på DR TV

næste »

Del på:

Gemt under:: TV-Nyt