Afrikas nye køkken – ny programserie på DRK

Afrikas nye køkken DRK
DRK DR TV torsdag 20/04 DRK kl. 20:30

En ny generation af kokke er på vej frem i Afrika. Kokkene inspireres af kontinentets egne råvarer, rødder og madtraditioner – ligesom vi gjorde i Norden med det nye nordiske køkken.

I den nye programserie tager Asmus Gamdrup Petersen Jensen, der både er madhistoriker, forfatter og medejer af en madbutik, på en kulinarisk rejse gennem de afrikanske køkkener i Angola, Etiopien, Ghana, Marokko, Mauritius og Sydafrika.

Drømmen om den første Michelin-stjerne til Afrika

Asmus Gamdrup Petersen Jensen er nysgerrig på, hvad det er for en gastronomisk udvikling, der foregår i Afrika lige nu. Derfor rejser han ud for at møde de kokke, der sætter en ny mad-dagsorden for Afrika.

I Etiopien møder programværten den etiopiske kok Chef Yohanis, som har en drøm om at blive den første kok i Afrika, der får en Michelin-stjerne. Og Yohanis Gebreyesus Hailemariam mener ikke, at hans geografiske placering er en hindring:”

”Man behøver ikke tage til New York for at få succes. Du kan blive til noget stort, lige meget hvor du befinder dig – det eneste, det kræver, er fantasi” fortæller Yohanis Gebreyesus Hailemariam i programserien.

Den etiopiske kok vil videreudvikle det etiopiske køkken, og åbne den kulinariske elites øjne for de unikke afrikanske madtraditioner, som det store kontinent gemmer på.

En anden side af Afrika

Den nye programserie giver seerne mulighed for at komme tæt på de afrikanske smage, dufte og farver, og giver et indblik i lokale mad- og lokalkulturer, som ikke ligner dem, vi ser til dagligt. Og der er en pointe med netop at vise den side af Afrika, fortæller Jesper Skaaning, der sammen med Lone Krüger Bodholdt, er redaktør på ’Afrikas nye køkken’:

”Flere områder i Afrika er netop nu ramt af tørke og hungersnød, og det kræver vores opmærksomhed og hjælp til at få løst problemerne med sult, nød og elendighed. Men det er også vigtigt, at vi hører om de positive historier, og ser en anden side af det store kontinent. Et Afrika, som vokser, og hvor tingene er i udvikling og bevæger sig fremad. For eksempel en opblomstrende afrikansk madkultur, der vil frem i den gastronomiske verden, som den, vi viser, i ’Afrikas nye køkken’,” siger Jesper Skaaning.

Og det er ikke kun de madinteresserede seere, der skal begynde at glæde sig. I ’Afrikas nye køkken’ er det lige så meget den lokale afrikanske kultur, der er i fokus, som madkulturen, fødevarer og de eksotiske opskrifter siger Jesper Skaaning og tilføjer:

”Seerne kan både se programserien som en måde at blive inspireret til at prøve kræfter med en helt ny madkultur, men også som inspirationskilde til at møde en anden kultur.”

Første afsnit ud af seks af ’Afrikas nye køkken’ har premiere på DR K den 20. april klokken 20.30 og på DR TV.

Andre aktuelle titler på DR TV

næste »

Del på:

Gemt under:: TV-Nyt