TV-Nyt

TV 2 Zulu i 2012

Blandt overskrifterne i forårsplanen 2012 er en tidlig og stærk sæsonstart med en ny sæson af ”Vild med comedy” i seks uger. Den nye sæson får deltagelse af bl.a. Remee, Frederik Fetterlein, Nikolaj Koppel, Lisbeth Østergaard, Naser Khader, Kira Eggers, Laura Bach og Brian Nielsen, som under vejledning af fire erfarne komikere skal skrive og optræde med deres eget stand-up show.

Oven i den tidlige start fortsætter forårsplanen helt frem til begyndelsen af juni og bliver dermed længere end normalt. Zulu byder i denne periode på bl.a. det store og traditionsrige awardshow ”Zulu Awards”, der hylder de største talenter inden for musik, film, tv, radio, reklame og sport.

Weekenden er det nye sort for Zulu
TV 2 Zulu vil bl.a. opruste i weekenden, hvor bl.a. succesen med lørdagsshowet ”Argh! Det gjorde jeg bare ikk’” har vist, at Zulu godt kan samle et stort publikum med nye programmer lørdag og søndag.

Når de øvrige nye Zulu-programmer kommer på skærmen i løbet af februar, marts og april, vil man selvfølgelig genkende Zulu-brandet med store fyrtårnsprogrammet, original underholdning og skæve, vilde nyskabelser.

– TV 2 Zulu har i de seneste mange sæsoner ligget i overhalingsbanen, og her skal vi fortsat være placeret selv i et forår, hvor konkurrencen fra TV3 og Kanal 5 skærpes med ”Paradise Hotel” og ”Big Brother” i én og samme sæson, siger kanalchef Maiken Wexø, TV 2 Zulu.

Comedy-kanalen Zulu
Blandt Zulus nye programmer i foråret er sketchshowet ”Danish Dynamite”, der er sprængfyldt med komiske, fiktive og alligevel genkendelige portrætter af danskerne. Showets absolutte hovedkræfter er komikerne Magnus Millang og Martin Høgsted, og de får support af gæstespillere som Rasmus Botoft, Casper Christensen, Julie Zangenberg, Mick Øgendahl, Jonas Schmidt og Rasmus Bjerg.

TV 2 Zulu præsenterer også ”Tåber på eventyr” – et nyt program, hvor vennerne og evigheds-teenagerne Karsten Green og Michael Jøden drager ud i den store verden og gennemfører manddomsprøver for at udvikle sig fra drengerøve til rigtige mænd.

I programserien følger seerne de to venner på en ekstrem og eventyrlig udviklingsrejse, hvor de blandt andet hallucinerer i Amazonas jungle, hopper over køer i Afrika, går nøgne på vilddyrsjagt og kæmper mod folk fra Mongoliet.

Dumt farligt

Et andet af de nye tiltag er ”Dumt og farligt”. Her undersøger komikeren Jan Elhøj og stuntmand Lasse Spang Olsen, hvad der sker, hvis man gør alt det, brugsanvisningen siger, man ikke må.

Se med, når de bl.a. tester, hvor mange el-apparater man kan tilslutte én stikkontakt, om man kan brygge kaffe i en varmtvandsbeholder, eller om man kan piske flødeskum i en swimmingpool med en påhængsmotor. Zulu har stillet et hus til rådighed, og spørgsmålet er, hvilken stand huset er i, når kanalen får det tilbage…

Find din drømmedate i bedste ”sænke slagskibe”-stil
Blandt de øvrige nye Zulu-programmer er ”Fuser? – måske en date fra helvede”. Hvad sker der, når man i et vaskeægte blind date-gameshow skal finde frem til drømmepigen/fyren, mens der blandt de skjulte kandidater gemmer sig ”en date fra helvede” – din mor, en fuld grønlænder eller måske din ekskæreste?

I bedste ”sænke slagskibe”-stil skal hovedpersonerne eliminere de ”dårlige dates” og finde frem til den perfekte drømmedate blandt seks skjulte kandidater.

Ny sæson af “Zulu Kvægræs”
Seerne kan også glæde sig også til en ny sæson af ”Zulu Kvægræs”, der bliver vildere end nogensinde, og som denne gang foregår på den anden side af jordkloden i den australske vildmark med Lisbeth Østergaard som vært.

Her skal ti kendte danskere – i 45 graders varme og blandt verdens farligste dyr – lære at drive kvæg på ægte Aussie manér. Kun de bedste er sikret en plads på holdet, og hvis deltagerne ikke får styr på det, der skal til for at drive kvæg, ryger de hjem.

Foruden de nye danske programmer byder TV 2 Zulu på de nyeste amerikanske sitcoms og populære film, kendinge som ”Klovn” og ”Langt fra Las Vegas”, danske og internationale comedyshows samt endnu mere ”South Park” og udvikling af den succesrige ”Zulu Boxen”.

Kilde: TV 2


Få 12 måneder til 8 måneders pris - Spar over 33% rabat på årsabonnement! SkyShowtimeAnnonce

I samme kategori

Back to top button