TV-Nyt

TV 2 tilfredse med sæsonpremieren på Badehotellet

Fie (Rosalinde Mynster) og Molly Andersen (Bodil Jørgensen) er tilbage på 'Badehotellet' i en ny sæson. Foto: Mike Kolöffel/TV 2
Fie (Rosalinde Mynster) og Molly Andersen (Bodil Jørgensen) er tilbage på ‘Badehotellet’ i en ny sæson.
Foto: Mike Kolöffel/TV 2

Med et seertal på 1.339.000 – og knap 1,5 mio., da tallet var højest – vendte ’Badehotellet’ mandag aften tilbage på skærmen med stor succes. 55 procent af de danskere, som havde tændt for fjernsynet mandag ved 20-tiden, fulgte med på TV 2.

Samtidig gav danskerne TV 2s serie om begivenhederne på Andersens Badehotel i sommeren 1929 en rekordhøj vurdering på 4,4 på en skala fra 1 til 5 – den højeste til et dramaafsnit på dansk tv i år og på niveau med ’Dicte’, der satte vurderingsrekord på TV 2 i efteråret 2014.

’Badehotellet’ er årets første nye dramaserie på TV 2, som i 2015 planlægger et rekordstort antal fiktionsserier i primetime. Læs mere om TV 2s store fiktions-år 2015 i denne pressemeddelelse.

– ‘Badehotellet’ er den eneste serie i sin genre i Danmark, og vi har derfor ikke nogen serier at stå på skuldrene af. Derfor er jeg særligt glad for og stolt over, at det lykkes at nå i mål med den vanskelig opgave at forløse både et godt grin og et sug i maven, siger TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang.

Høje vurderinger
Lige fra de første afsnit af ’Badehotellet’ for et år siden har serien fået høje kvalitetsvurderinger af danskerne. Det gentog sig i sæsonpremieren i aftes, der fik den flotte vurdering 4,4 – den hidtil højeste til ’Badehotellet’.

– De fleste danskere elsker ’Badehotellet og denne særlige fiktions-genre. Vi laver ‘Badehotellet’ til seerne, og det er derfor dejligt, at befolkningen endnu en sæson har taget serien til sig og elsker dens store kvaliteter, siger Katrine Vogelsang.

 Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button