TV-NytParabol-TV

TV 2 SPORT lancerer Premier League-kanaler

tv2sporthd plVerdens bedste fodboldliga bliver i de kommende tre år en fast bestanddel af tilbuddet fra TV 2 SPORT A/S. Selskabet har indgået en aftale, der giver mulighed for at præsentere den hidtil mest omfattende dækning af Premier League i Danmark.

Fremover vil man kunne se samtlige af sæsonens 380 Premier League-kampe og et overflødighedshorn af nyheds-, magasin og debatprogrammer samt klassiske opgør på de to nye kanaler: TV 2 SPORT PREMIER LEAGUE og TV 2 SPORT PREMIER LEAGUE HD. Her vil seerne kunne følge Premier League 24 timer i døgnet 365 dage om året.

”Det er et kæmpe scoop for vores seere, at vi har fået aftalen om Premier League i hus. Premier League er i særklasse den stærkeste liga i verden. Det bliver en fornøjelse både at kunne vise liveaction med spillere som Rooney, Agger, Gerrard, Drogba og Bendtner og så samtidig give et eksklusivt kig bag kulisserne i den løbende magasin- og nyhedsdækning”, udtaler Claus Bretton-Meyer, administrerende direktør, TV 2 SPORT A/S.

TV 2 SPORT PREMIER LEAGUE og TV 2 SPORT PREMIER LEAGUE HD sender direkte hver eneste gang, der spilles i Premier League. Når der er mere end en kamp samtidig, sender kanalerne den mest attraktive direkte og de øvrige forskudt. Alle direkte kampe kommenteres på dansk.

Udover de to nye Premier League-kanaler betyder den nye aftale også, at Premier League bliver massivt eksponeret på TV 2 SPORT og tv2sport.dk. Højdepunkter fra samtlige kampe, daglige nyheder og magasinprogrammer bliver en del af sendefladen på TV 2 SPORT, og der er livestreaming på tv2sport.dk.

Kanalerne går i luften fredag den 13. august. Foreløbig ligger det fast, at Viasat distribuerer de to nye kanaler til deres parabol og bredbåndskunder. For Viasat parabolkunder så skal man have Viasat HD  og HD boks fra Viasat for at få adgang til den nye Premier League HD kanal. TV 2 SPORT A/S forhandler med yderligere distributører og forventer at have flere distributionsaftaler på plads snarest.

Kilde: TV2 Sport presse

DIGITALT.TV kommentar. Tidligere har SBS ellers meldt ud at man havde købt det hele, men tilsyneladende altså ikke den 24 timers Premier League kanal som Premier League udbyder.

Herunder pressemeddelelsen fra Viasat:

Fra midten af august får Viasats kunder to nye kanaler og endnu mere fodbold i sportstilbuddet. Det sker, når TV2 SPORT PREMIER LEAGUE lanceres i en SD version og i en HD version. Kanalerne har identisk programflade – de sender 24 timer i døgnet alle 365 dage om året og dækker samtlige 380 kampe, så der er rigeligt til at tilfredsstille den fodboldhungrende seer. 
 
”De nye Premier League kanaler fra TV2 SPORT er absolut en styrkelse af vores sportsudbud – det er simpelthen fodbold i verdensklase. Nu får vores kunder rig lejlighed til følge de danske spillere i Premier League og ikke mindst en masse gode oplevelser fra den engelske grønsvær,” siger adm. direktør hos Viasat, Kim Poder. 
 
De to nye kanaler fra TV 2 SPORT lanceres fredag d. 13. august, og allerede den første weekend er der spændende opgør på programmet. Seerne kan blandt andet glæde sig til Arsenal mod Liverpool, og dermed en kamp med både Daniel Agger og Nicklas Bendtner på banen. 
 
TV2 SPORT PREMIER LEAGUE sender direkte, hver gang der spilles. Når der er programsat flere kampe på samme tidspunkt, vil den bedste kamp blive sendt live. Resten sendes forskudt. Alle livekampene har danske kommentatorer. Ud over selve kampene byder de nye PREMIER LEAGUE kanaler på højdepunkter fra de afviklede kampe, daglige nyhedsudsendelser og flere forskellige magasinprogrammer. 
 
”Viasat har altid haft fokus på fodbolden, og vores kunder forventer med rette, at vi har det bedste. Vi kan i forvejen underholde seerne med kampe fra en række forskellige ligaer fra både ind- og udland. Vi har længe haft kig på Premier League – en brik der ville være med til at fuldende billedet. Med den engelske liga i vores sportspakke leverer vi det stærkeste fodboldtilbud til vores kunder,” siger Kim Poder.  
 
Viasat tilbyder minimum fire Superliga kampe hver uge, herunder altid ugens bedste kamp. Derudover viser TV3+ de to bedste kampe fra UEFA Champions League – både tirsdag og onsdag, samt to forskudte kampe og naturligvis begge semifinaler og finalen til næste forår. TV3 PULS har UEFA Europa League med to kampe om torsdagen i hver runde. Dertil kommer TV2 SPORTs kampe fra Champions League, Europa League og den Franske League 1.
 
Viasats parabolkunder, der abonnerer på TV 2 SPORT, får automatisk TV 2 SPORT PREMIER LEAGUE kanalen uden at skulle betale ekstra. Vil man gerne se HD-udgaven, kræver det et HD-abonnement og det nødvendige HD-udstyr. Har man i forvejen HD-pakken, er der ingen prisstigninger, selvom kunderne får en kanal mere i pakken. Viasats kunder på bredbånds-TV får tilsvarende tilbudt de to nye kanaler, og Viasat kommer også til at live streame Premier League på ViasatOnDemand.dk.
 
I de næste tre år har Viasat i Sverige eksklusiv rettighederne til at vise Premier League. På det norske marked har Viasat indgået en aftale med TV 2 i forhold til distribution af TV 2s tre Premier League kanaler på satellitplatformen i den samme treårige periode. Det betyder, at Viasat er den eneste skandinaviske betalings-TV operatør, som kan distribuere Premier League til sine abonnenter i alle tre lande.

I samme kategori

Back to top button