TV-Nyt

TV 2 NEWS ansætter kulturvært

Stéphanie Surrugue (Foto TV 2)

Når TV 2 NEWS’ nye kultursatsning, ”Kulturmagasinet”, til efteråret går i luften, bliver det med en af landets førende kulturjournalister i spidsen. TV 2 NEWS har således ansat Stéphanie Surrugue som vært og redaktionschef, og dermed får den dansk-franske journalist og forfatter ansvaret for at udvikle konceptet for NEWS’ kulturdækning.

– Vi vil gå til kulturstoffet med samme journalistiske tilgang, som vi har, når vi dækker f.eks. politik eller finansstoffet, der er kerneområder for TV 2 NEWS, siger Mikkel Hertz, kanalchef på TV 2 NEWS, og fortsætter:- Vi vil dække kulturstoffet dagligt med den styrke, TV 2 NEWS har, nemlig tilstrækkelig med sendetid til virkelig at gå i dybden, hvad enten det drejer sig om den aktuelle debat, spændende tendenser eller interviewet med fascinerende personligheder.

Den nye vært glæder sig til få kulturnyheder, kunstneriske diskussioner og værdidebatter frem i forreste geled. 
– Kulturen skal ikke stå og passe sig selv oppe på parnasset eller henne i et hjørne af medielandskabet, den skal bruges og diskuteres af os alle sammen, for kultur handler jo netop om, hvordan vi er mennesker i samfundet. Derfor er jeg vildt begejstret for, at TV 2 NEWS vælger at satse så seriøst og ambitiøst på kulturstof med kant, perspektiv og temperament, og jeg er stolt af at skulle være med til at lave den første regulære kultursatsning i TV 2s historie, siger Stéphanie Surrugue.

TV 2s nyhedsdirektør er begejstret over den nye kulturelle frontkvinde.

– På NEWS er der vigtigt, at have folk, der har både indsigt og begejstring, og det har Stéphanie Surrugue. Hun har en kolossal bredde i sin tilgang til kulturen – har skrevet bøger, har tv-erfaring og har sin daglige gang på den avis i Danmark, der dækker kulturen bredest – og derfor er hun den hele rette til at sætte i spidsen for NEWS’ nye kultursatsning, siger Michael Dyrby.

Stéphanie Surrugue ansættes som redaktionschef og vært på TV 2|NYHEDERNE og får ansvaret for ”Kulturmagasinet” på TV 2 NEWS. Hun har været på Politiken siden 2002, har både modtaget De Berlingske Journalisters Pris og Politikens Høruppris, og hun har skrevet flere bøger, bl.a. de anmelderroste bestsellere ”Enegænger – portræt af en prins” og ”Det store bogtyveri”.

Kilde: TV 2 presse


Få 12 måneder til 8 måneders pris - Spar over 33% rabat på årsabonnement! SkyShowtimeAnnonce

I samme kategori

Back to top button