Branche-Nyt

TV 2 lukker TV 2 Business

tv2 businessEfter godt et halvt år i luften lukker TV 2 den digitale kanal TV 2 BUSINESS, der blev lanceret som en app dedikeret til en udvidet erhvervsdækning med businessnyheder, analyser og perspektiv.

– Vi må desværre konstatere, at TV 2 BUSINESS som selvstændig digital kanal ikke har levet op til vores forventninger om antallet af abonnenter. Vi har via et innovativt produkt leveret en stærk og tæt dækning af erhvervslivet, men vi har mistet troen på, at kanalen på sigt kan blive en overskudsforretning, og derfor har vi besluttet en ny struktur for erhvervsdækningen på TV 2 fremover, siger TV 2s digitale direktør, Anders Blauenfeldt.

Tv-produkt til ændret medievirkelighed
TV 2 BUSINESS blev som digital kanal udviklet til at indgå i et selvstændigt produkt, der også gav adgang til TV 2 NEWS, og kanalen var et bud på et digitalt tv-produkt til den ændrede medievirkelighed, hvor brugeradfærden kræver løbende udvikling af nye platforme. Et lignende digital first and only-produkt havde før premieren 17. maj ikke tidligere været set herhjemme.

– På TV 2 arbejder vi på højtryk med en digital transformation, og for at kunne lykkes med den omstilling er det nødvendigt at eksperimentere og afprøve nye aktiviteter, der tilpasser sig brugernes ændrede medievaner, og som kan generere ny omsætning til TV 2. Et af vilkårene i den strategi er, at ikke alle nye produkter er flyvedygtige – og vi må desværre erkende, at TV 2 BUSINESS falder i den kategori. Vi har lært meget af dette forløb, og samtidig har vores andre platforme, særligt TV 2 PLAY og vores nyhedsapp, udviklet sig rigtigt godt, og vi har konkluderet, at vi nu ønsker at koncentrere vores indsats på disse platforme, siger Anders Blauenfeldt.

Business-stof på andre platforme
Lukningen af TV 2 BUSINESS som digitalt produkt betyder således ikke et farvel til business-stoffet. Fremover vil erhvervsdækningen være at finde i TV 2 Nyhederne, på TV 2 NEWS, på tv2.dk, i TV 2s velkendte nyhedsapp og via TV 2 PLAY.

– Vi kan bestemt være tilfredse med og stolte af vores journalistiske indhold på TV 2 BUSINESS, og vi har fulgt erhvervslivet tæt i både vores løbende nyhedsopdateringer og i magasinprogrammerne. Det fortsætter vi naturligvis med – blot på vores øvrige platforme som før udvidelsen med TV 2 BUSINESS, siger Jacob Kwon, nyhedschef på TV 2 Nyhederne og ansvarlig for TV 2 BUSINESS.

Lukningen af TV 2 BUSINESS som selvstændig digital kanal betyder en reduktion af redaktionen, og tre fastansatte medarbejdere er blevet afskediget.

– Vi har al mulig grund til at sige tak til de dedikerede og dygtige medarbejdere på BUSINESS-redaktionen. De har været med til at skrive et lille stykke digitalt mediehistorie og har de seneste måneder knoklet for at give kanalen luft under vingerne, siger Jacob Kwon.

TV 2 BUSINESS lukker pr. 31. december 2016.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button