Nyheder

TV 2 hylder Tom Kristensen

Foto: Jan Sommer / Polfoto / TV 2
Foto: Jan Sommer / Polfoto / TV 2

Nordjyden Tom Kristensen har skrevet sig ind i historiebøgerne som ikke kun en af Danmarks, men en af verdens mest succesfulde racerkører. Tom Kristensen er bl.a. den eneste, der har vundet verdens største motorløb, 24-timers løbet Le Mans ni gange, heraf seks i træk. Han er desuden den eneste person, der har vundet det prestigefulde 12 Hours of Sebring seks gange.

Nu indstiller han karrieren efter 25 år som professionel racerkører. TV 2 følger ham tæt under karrierens allersidste løb og fortæller onsdag 3. december kl. 21.25 historien om manden, der bliver kaldt ‘Mr. Le Mans’.

– Programmet er en hyldest til en af dansk idrætshistories største navne, og vi lader Tom Kristensen selv sætte ord på sin karriere. Både i forhold til alle de lykkelige og store øjeblikke, men også de afsavn, der er forbundet med at dedikere sig 100 procent til sport og en ambition om at ville vinde hvert løb, fortæller TV 2 Sportens motorsportsekspert, Jacob Hammerholt.

Han følger Tom Kristensen under det sidste løb, der blev kørt 30. november 2014 på Interlagos banen i Sao Paolo i Brasilien i World Endurance Championship.

Bankmanden, der blev racerkører
Tom Kristensen er født på en tankstation på Aalborgvej i Hobro i 1967, og hans far er tidligere racerkører. Tom uddannede sig som bankmand, men racerbanen blev hans karriere, og i 35 år har han været med i motorsporten. Her har han taget turen fra danske gokart-baner til racerbaner over hele verden, og han har vundet mindst ét løb i hver af de kategorier, han har konkurreret i igennem sine 25 år som professionel kører.

Ifølge Tom Kristensen selv ønsker han at stoppe på toppen, og det må man sige, at han gør. Især når det gælder Le Mans, som har gjort ham til en elsket og respekteret racerkører over hele verden. Han debuterede – og vandt – i løbet i 1997, og han blev i år nr. to efter at have ført løbet indtil fire timer før løbets afslutning, hvor bilen fik problemer.

Fortsætter hos Audi
Tom Kristensen fortsætter hos Audi som livslang ambassadør, og han vil fortsat rejse verden rundt til løb, events og lignende. Samtidig skal han hjælpe det team, der arbejder med at styrke Audi-kørernes mentale og fysiske tilstand – områder, som han har sat standarden for under hele karrieren. Samtidig glæder han sig til at se mere til familien, der består af en kæreste, to sønner og en datter.

Tom Kristensens karriere var tæt på at slutte i 2007, hvor han var involveret i et livsfarligt uheld. Men bilens sikkerhedsforanstaltninger reddede ham, og resten er historie, som man siger. Se hele historien på TV 2 om manden, der udover at høste stor sportslig anerkendelse, også fik et royalt skulderklap, da han i august 2014 blev udnævnt Ridder af Dannebrog.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button