TV-Nyt

Tour de France 2017 voksede på TV og digitalt

Tour de France TV 2Et usædvanligt spændende Tour de France og længere tv-transmissioner betød, at danskerne i sommeren 2017 brugte endnu mere tid på at følge Tour-udsendelserne i tv end sidste år. Stigningen i seertiden blev på ti procent, viser seermålingerne fra Kantar Gallup.

I gennemsnit har hver dansker på tre år og derover brugt 6 timer 12 minutter på at se Tour de France-udsendelser på tv i de seneste godt tre uger på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 NEWS og DR1. 90 procent af denne sening er foregået på TV 2s kanaler. I 2016 var det gennemsnitlige Tour-seerforbrug på 5 timer 37 minutter pr. dansker.

Tour-interessen kulminerede Tourens sidste etape søndag, hvor flere end 750.000 danskere så med, da etapevinderen blev fundet på Champs-Élysées.

Samtidig løftede TV 2s digitale dækning af Tour de France sig markant i forhold til tidligere år. Det gennemsnitlige daglige antal sidevisninger på tour.tv2.dk voksede med 44 procent i forhold til sidste år, brugen på TV 2s sports-app voksede eksplosivt, og samtidig var der klar vækst på digital video. Tour de France 2017 gav ligeledes et rekordstort salg af TV 2 PLAY-abonnementer i en Tour-periode.

– Det er vildt flot. Vi har haft en Tour-fremgang, som langt har oversteget vores forventninger, og den er bl.a. skabt med inspiration fra den store, digitale OL-succes i 2016 og fra den måde, vi organiserede os på under OL, siger redaktionschef Kristian Josefsen, TV 2 SPORT.

Over halvdelen af tv-seerne fulgte etaperne
I 2017 sendte TV 2 flere timer fra etaperne end tidligere. De længere etaper erstattede i sendeplanen de seneste års ’TV 2 på Tour’-programmer, og de udvidede etape-transmissioner havde stor opbakning hos seerne.

Når TV 2 transmitterede fra Tour-etaperne, fulgte op til 71 procent af de danskere, der havde tændt for fjernsynet, med på TV 2s transmission. Den gennemsnitlige share (serandel) til Tour-etaperne var 51 procent, hvilket er det højeste siden 2011.

– Når man – med stor respekt for det bestående og det traditionelle – prøver nye tiltag og nye mennesker, er man da vildt spændt på, om seerne kan lide det. At sende etaperne fra start til slut, at vælge en ekstra og ny kommentator-trio og at prøve et helt nyt og anderledes studie – det har virket. Reaktionerne har været positive, og tallene er imponerende gode. Jeg er stolt, siger chefredaktør hos TV 2 SPORT, John Jäger, der igen i år har været TV 2s ”Tour de France-general”.

John Jäger understreger, at dækningen af Touren er en stor begivenhed, som hele TV 2 står bag:

– Selv om nogle få kendte står forrest, er Touren en event, hvor TV 2 på alle leder og kanter arbejder sammen. Så det er pragtfuldt for hele huset, at alle seertal og brugertal viser stor succes, siger chefredaktøren.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button