Tour de France et hit på TV 2

| onsdag 24. jul, 2013 10:13 | 0 Kommentarer
tour de france holdet tv 2 2013

TV 2s fem kommentatorer og reportere i Frankrig (fra venstre): Claus Elming, Dennis Ritter, Jørgen Leth, Stèphanie Surrugue og Rolf Sørensen.
(Foto: Per Arnesen / TV 2)

I en måned, hvor tv-forbruget på grund af fantastisk sommervejr og generelt lidt vigende tv-sening faldt med næsten 15 procent, lykkedes det for Tour de France at gøre det umulige og nærmest naturstridige.

Stik mod solen og varmen valgte danskerne nemlig at bruge lidt mere tid på dækningen af Tour de France nummer 100, end de gjorde på Touren i den køligere og vådere sommer 2012.

I 2013 har hver dansker brugt 6 timer 29 minutter på at følge den samlede dækning af Tour-programmer på TV 2, DR1 og TV 2 NEWS. 89 procent af Tour-seningen er foregået på TV 2, knap 11 procent på DR1 og knap en halv procent på Tour-sammendrag på TV 2 NEWS. I 2012 var den tilsvarende Tour-seertid 6 timer 24 minutter pr. dansker på tre år og derover.

Eller sagt på en anden måde, som illustrerer Tourens store betydning på sommerens tv-sening: I 2012 udgjorde Tour-seningen 9,8 procent af det samlede tv-forbrug i Tour-perioden. I sommeren 2013 har Tour de France udgjort 11,3 procent af tv-seningen i Tour-perioden.

Mest sete etape i to år
Årets mest sete etape blev 15. etape til Mont Ventoux, der i snit havde 546.000 seere – det højeste seertal til en etape i to år. I de sidste 20 minutter af etapen var der konstant mellem 750.000 og 800.000 seere til etapen. Også Tourens sidste etape i Paris, der blev kørt om aftenen, havde mange seere på TV 2. Over 800.000 danskere så med, da tyskeren Marcel Kittel på Champs-Èlyssées sprintede sig til sin fjerde etapesejr i år.

– Seertallene gør mig positivt overrasket: Vi har haft en vidunderligt varm juli, som er på vej til at blive den tørreste nogensinde, og alligevel har vi været i stand til at holde meget høje seertal, selv om alle naturligvis kan regne ud, at pragtfuldt sommervejr gør det meget svært at levere gode seertal i løbet af dagen. Det har vi formået at gøre alligevel, og det glæder mig meget, siger Tour de France-redaktør og souschef på TV 2|SPORTEN, John Jäger, og fortsætter:

– Mange havde nok forventet, at haglbygen af doping-indrømmelser ville betyde et kæmpe tab af seere, men vi har kunnet fastholde et højt, højt seerniveau. Vores afbalancerede og nuancerede dækning af både de fantastiske og de grimme sider af Touren har båret frugt. Seerne har fortsat tiltro til, at vi giver dem en både troværdig og underholdende dækning af verdens største cykelløb.

Nye tiltag i Tour nummer 100
John Jäger siger, at TV 2 i Tourens jubilæumsudgave har igangsat en lang række nye tiltag, bl.a. et mobilt studie i Frankrig med Stéphanie Surrugue, øget fokus på doping og på debatten på de sociale medier, direkte og superaktuelle interviews fra Rolf Sørensen på motorcykel i Tour-feltet og på det store arrangement ”Touren på tour” i syv danske byer.

– Jeg er meget glad for det Tour de France nummer 100, vi netop har leveret til alle danskere. Vi har igen forbedret vores tv-produkt med en lang række af nye elementer, som seerne heldigvis lader til at have taget godt imod, og vi har igen i år i et samarbejde med alle hjørner af TV 2 udvidet vores Tour-dækning på både tv og andre platforme – med succes, siger Tour de France-redaktøren, der i høje toner roser TV 2|SPORTENs ”dybt dedikerede mennesker, som slås for at gøre Tour-oplevelsen så god som muligt for danskerne”.

Kilde: TV 2

Del på:

Gemt under:: Branche-Nyt