Torsdagsfilm hele efteråret på TV 2 Zulu

| onsdag 24. aug, 2016 15:12 | 0 Kommentarer

TV 2 ZuluTV 2 Zulu’s sommerfilm kl. 20.50 har i 2016 fået sin hidtil højeste seerandel i ZULUs målgruppe og TV 2 Zulu vil nu videreføre succesen.

ZULUs sommerfilm har haft en seerandel på knap otte procent blandt de 15-40-årige, og det er den højeste seerandel til disse film i fire de år, hvor filmene har haft fast sendetidspunkt klokken 20.50.

Man skal tilbage til 2011 for at finde en højere seerandel til ZULUs sommerfilm. Dengang blev filmene igangsat klokken 21.50, og disse senere film har dermed haft en anderledes konkurrencesituation end film med starttid klokken 20.50.

Torsdagsfilm hele efteråret
At TV 2 ZULU og film er et godt match betyder også, at spillefilm i hele efteråret har en fremtrædende plads i ZULUs sendeplan.

Fra midten af september – efter ZULU Comedy Festival – sender TV 2 ZULU torsdagsfilm klokken 20.55, og efteråret 2016 byder bl.a. på dansk tv-premiere på ’Sin City – a Dame to Kill For’ med bl.a. Jessica Alba, TV 2-premiere på science fiction-filmen ’Elysium’ og en række film, som ikke tidligere har været vist på ZULU.

Tv-premiere med Tom Cruise som heavy metal-stjerne
Men inden ZULU Comedy Festival og efterårets torsdagsfilm fortsætter ZULUs sommerfilm frem til og med onsdag 31. august, og her byder kanalen bl.a. på dansk tv-premiere på den stjernebesatte ’Rock of Ages’ med Tom Cruise, Catherine Zeta-Jones, Alec Baldwin og Julianne Hough. Filmen sendes torsdag 25. august klokken 20.50 og byder på masser af humor og fed rockmusik.

1980’erne var om noget heavy metal-genrens storhedstid, og ’Rock of Ages’ dykker ned i heavy-miljøet, som det udspillede sig på Sunset Boulevard i Los Angeles på det tidspunkt. Her møder vi to unge mennesker, der drømmer om en karriere som rockmusikere, men som møder en del bump på vejen i det farvestrålende og ekstreme miljø. Den sjove og underholdende ‘Rock of Ages’ bygger på en populær Broadway-musical, og soundtracket er med numre af nogle af verdens bedste rockbands, blandt andre Guns ’N’ Roses, Twisted Sister, Def Leppard m.fl.

I 1987 flytter den smukke pige Sherrie (Julianne Hough) til Hollywood med en drøm at slå igennem som sangerinde. På Sunset Strip møder hun musikeren Drew Boley (Diego Boneta), og han hjælper hende med at få et job som servitrice på det berømte spillested Bourbon Room.  Klubben, der bliver drevet af Dennis Dupree (Alec Baldwin) og Lonnie (Russel Brand), er stedet, hvor de store stjerner holder til og giver koncerter, blandt andre rockikonet Stacee Jaxx’ (Tom Cruise).

Sherrie og Drew forelsker sig i hinanden, men de får hurtigt problemer i den barske musikbranche. Samtidig kæmper Bourbon Room med økonomiske problemer og mod den vendetta, som borgmesterens kone Patricia Whitmore (Catherine Zeta-Jones) har startet mod den langhårede musik og dens umoral. Det er især Bourbon Room, der er en torn i øjet på hende – og som hun forsøger at få lukket. Situationen spidser til, da Stacee Jaxx’ begynder at planlægge en stor anlagt comeback-koncert. Kan Sherrie og Drew redde spillestedet, kærligheden og rock’n’roll-karrieren?

Kilde: TV 2 presse

Del på:

Gemt under:: TV-Nyt