Streamingnyt

Tomgang snigpremiere gav rekord på TV 2 Play

Tomgang ny sæson TV 2 Zulu
Foto: Mikkel Tjellesen / TV 2 ZULU

Snigpremieren på tredje sæson af ‘Tomgang’ er nu det mest sete program på en dag på TV 2 PLAY. Mandag 12. oktober er premiereafsnittet klar på TV 2 ZULU.

‘Tomgang’-premieren blev lagt på TV 2 PLAY mandag aften, hvor en hel del nåede at se afsnittet. Og det var så populært og spredte sig, så afsnittet tirsdag kunne sætte den bemærkelsesværdige rekord som det mest sete program på PLAY på en dag.

På TV 2 PLAY kan du også se de første to sæsoner af ‘Tomgang’.

Mandag 12. oktober kl. 21.25 er der TV 2 ZULU-premiere på serien.

I den nye sæson af ‘Tomgang’ kommer der i dén grad skred i tingene for Mathias (Mick Øgendahl), Theis (Rune Klan), Aslan (Sami Darr) og Mie (Sarah Grünewald).

Livet går sin vante gang i kiosken, hvor Mathias er det naturlige midtpunkt, men alt omkring ham ændrer sig. Så selv om alt lader til at være ved det gamle, er der alligevel intet, der er som før:

Mie virker mere interesseret i Mathias. Theis får at vide, han har en far – og så har han pludselig alligevel ikke en far, men en halvbror. Aslan bliver alvorligt syg og får en roommate i form af hans politikollega Heinrich. Og så møder alle kærligheden i en eller en anden form i den nye sæson – og ikke kun den puritanske slags.

– Nu har jeg siddet i klipperummet og set historierne ’blive til virkelighed’, og de steder, hvor komikken bliver overtaget af dramatikken, sidder jeg med livet i hænderne og holder vejret. Det er fedt at have det sådan med sine figurer. Jeg håber det bedste for dem, og så jeg synes – i al beskedenhed – at det er lykkedes at lave nogle troværdige karakterer. Det er jeg meget stolt af, siger Mick Øgendahl.

Mick Øgendahl har endnu en gang skrevet manuskriptet til serien, mens Rasmus Heide er tilbage i rollen som instruktør i en sæson med et udvidet persongalleri. Ud over den seneste sæsons nye personer på rollelisten, Waage Sandø og Thomas W. Gabrielsson, vil seerne og brugerne også opleve Kirsten Lehfeldt, Ditte Gråbøl, Torben Zeller og Benedikte Hansen i ’Tomgang’.

Tomgang snigpremiere gav rekord på TV 2 Play
Tomgang snigpremiere gav rekord på TV 2 Play

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button