TV-Nyt

Her er de to nye karakterer i Badehotellet sæson 5

I sæson 5 af Badehotellet gør ægteparret Molin deres indtog. Et celebert par med forbindelser direkte til toppen af Kongehuset. August Molin er vekselerer, hustru Alma tidligere skuespiller og tillige svensk. Det er meningen, at de kun skal blive en enkelt nat, men afrejsen bliver hele tiden udsat, for det er et ægtepar fuld af hemmeligheder.

Læs mere om de to 2 nye karakterer herunder, så du er helt klar til Badehotel premieren 12. februar kl. 20:00 på TV 2

August Molin

August
August Molin spillet af Søren Sætter-Lassen Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Indehaver af det hæderkronede vekselerer-hus ‘Molin’ beliggende på Højbro Plads i København. Firmaet blev stiftet af Augusts far tilbage i 1890’erne, og efter faderens bortgang overtaget af August.

Huset er særdeles velrenommeret i de københavnske finanskredse, ikke mindst i kraft af dets forbindelse til Kongehuset, hvor August Molin står på rigtig god fod med den jævnaldrende regent, Christian X. Derfor er Molin og hans hustru, Alma, nu således på tredje år inviteret på besøg i regentparrets sommerresidens, Klitgaarden, i Skagen.

August Molin er i den velhavende overklasse, som han er en del af, kendt som en venlig, velovervejet mand med overblik og selvkontrol. En egenskab, der er brug for i disse tider, hvor chokbølgerne fra det store amerikanske børskrak i 1929 har nået de danske strande, og hvor store ansete firmaer må lukke og slukke, og store aktieposter pludselig er tabt.

Men under det kontrollerede ydre lurer indre dæmoner. De vækkes især, når andre mænd viser interesse for hans hustru, som er noget yngre end ham selv. Alma er svensk og tidligere skuespillerinde og som regel ganske uden skyld i virakken, hvilket på ingen måde dulmer Molins jalousi.

August Molin spilles af Søren Sætter-Lassen

Alma Molin Badehotellet TV 2
Alma Molin spilles af Lisa Werlinder
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Alma Molin

Alma Molin er født Karlsson og kommer fra Södermalm i Stockholm med opvækst i en arbejderfamilie. En af byens mindre teaterdirektører giver hende en rolle som kor- og dansepige, da hun netop er fyldt 18. Hun får efterhånden små taleroller, og det kulminerer, da hun spiller hovedrollen i Strindbergs ‘Et Drømmespil’.

Skuespillervejen ligger således helt åben for den smukke Alma, da den velhavende danske bankier August Molin under et ophold i Stockholm gør stormkur og snart får hendes ja. En social optur for den tidligere korpige, der bringer hende i kontakt med kredse, hun kun har læst om. Ikke kun det øverste borgerskab, men selveste monarken.

Gennem sit ti år lange ægteskab har hun lært sig at tale dansk, dog med charmerende svensk accent. Dertil noget nær perfekte manerer, så hun fører sig med en naturlig værdighed overalt. Kun Augusts jalousi og pludselige uforskammethed forsøger fra tid til anden at trække hende ned og minde hende om opvæksten på Södermalm. I de tilfælde spirer drømmen om atter at vende tilbage til teatret.

Alma Molin spilles af Lisa Werlinder


Få 12 måneder til 8 måneders pris - Spar over 33% rabat på årsabonnement! SkyShowtimeAnnonce

I samme kategori

Back to top button