YouSee

Terrestrisk TV skyld i YouSee signalproblemer i København

yousee logo 2015For omkring en måned siden, den 1. marts, flyttede Yousee rundt på selskabets kanaler og det gav problemer for flere Københavnere specifikt i forhold til kanalerne DR1 og DR2.

Yousee har kunnet hjælpe hovedparten af kunderne ved at give dem et nyt antennekabel med bedre isolering, men Yousee meldte at de ikke kendte til problemets årsag. Nu har mediet Ingeniøren imidlertid fundet ud af at YouSee var bekendt med årsagen.

En kanalplan fra Yousee, som Ingeniøren er i besiddelse af, har nemlig frekvensen 582-590 MHz markeret med rødt, og en note gør opmærksom på, at der er ‘forstyrrende sendere, filtre eller andre frekvensbestemte forhold’, der gør sig gældende på frekvensen i københavnsområdet.

Som årsag til forstyrrelserne angiver kanalplanen ‘DTT sender BoA’, hvilket dækker over, at der bliver sendt et såkaldt jordbaseret digitalt tv-signal (Digital Terrestrial TV) fra TDC-bygningens tag på Borups Allé i København.

YouSee erkender da også nu overfor ing.dk at de faktisk er bekendt med årsagen.

Der er sket en menneskelig fejl, og det kan vi kun beklage. Vi burde have vidst det, og det har vi i princippet også, men vi har ikke været opmærksomme på det på grund af en menneskelig fejl, lyder det fra presserådgiver i TDC Rasmus Avnskjold til ing.dk.

Selskabet får nu under ti henvendelser dagligt om problemet, hvoraf langt de fleste kan løses med det nye antennekabel, som Yousee har tilbudt kunderne. Derfor afviser YouSee at flytte kanalerne igen.

Kilde: ing.dk

I samme kategori

Back to top button