Branche-Nyt

Telia bli’r lilla og skifter stil

telialogoFra i dag skifter Telia farve fra pink til lilla. Det er et led i en stor re-branding af hele TeliaSonera-koncernen, der skal vise international styrke og lokal ekspertise. I Danmark får Telia ikke bare et nyt design, men også en ny strategi. Telias nye tilgang til markedet er enklere og mere fleksible abonnementer til markant lavere priser – og et farvel til nogle upopulære gebyrer. Til gengæld sænkes niveauet for tilskud til telefoner.

“Det skal være lettere at være kunde i Telia. Ærligt, enkelt og gennemskueligt. Derfor sløjfer vi nu de udskældte gebyrer og uigennemskuelige abonnementer.”

Sådan lyder udmeldingen fra Søren Abildgaard, adm. direktør i Telias mobilforretning. Han har netop passeret de 100 dage som Telia-chef og anvender den store re-branding af Telia til at lancere en ny forretningsstrategi, der i første omgang skal sikre stabilisering af kundebasen i 2011 og fra 2012 være basis for vækst.

“Vi har identificeret vores kernemålgruppe, og for at holde fast i de eksisterende kunder og tiltrække nye lancerer vi i dag en konkurrencedygtig produktportefølje. Samtidig vil vi sikre en markant øget kundetilfredshed ved at trække langt størstedelen af vores kundeservice in-house og satse på salg gennem egne butikker samt egen salgsorganisation,” fastslår Søren Abildgaard.

Dermed vil danskerne ikke bare opleve Telia med et nyt logo, ny farve, nyt design og slogan. Allerede fra i dag vil forbrugerne og erhvervsvirksomhederne se konkret handling fra det “nye” Telia.

“Jeg vil ikke lægge skjul på, at vi har været meget kede af at kæmpe med et dårligt omdømme. Derfor er det helt afgørende for mig at vise – ikke bare i ord, men også i handling – at vi har lyttet til kunderne. Og Telia har meget store ambitioner, som alle vi Telia-medarbejdere hver dag skal arbejde på at indfri. Er man f.eks. gæst i vores butikker, skal man have Danmarks bedste butiksoplevelse. Vi har også sagt farvel til gebyrer og tilbyder færre, enklere og mere gennemskuelige mobil-abonnementer.”

Telia stopper for salg af de gamle abonnementer – Basic, ON og Xpress – og vil fremover kun have de meget enklere, mere fleksible og billigere abonnementer Flex og FlexMobil, hvor der fx ikke er opkalds- og opkaldsforsøgsafgift. Telia re-lancerer også produktet Business Value til de mindre virksomheder med lavere priser og data inkluderet. Derudover kommer Telia med et stærkt forbedret nordisk roamingtilbud, hvor datapriserne sænkes med op til 90 pct., samtidig med at de eksisterende tale-produkter Telia Fritid/Business/Mobiz Sverige suppleres af tilsvarende produkter, som dækker i hele Norden. Og endelig lanceres en ny selvbetjeningsapplikation til smartphones, så Telias kunder nemt kan holde øje med deres forbrug.

Produktlanceringerne er blot de første af en række nye initiativer på mobil- og bredbåndsområdet, Telia løbende vil tage i forhold til at sikre forbedrede kundeoplevelser.

Kilde: Telia presse


Få 12 måneder til 8 måneders pris - Spar over 33% rabat på årsabonnement! SkyShowtimeAnnonce

I samme kategori

Back to top button