Branche-Nyt

TDC Group indgår fiberaftale med Eniig

TDC Group har indgået en aftale med energiselskabet Eniig. Aftalen betyder, at TDC Group i løbet af næste år kan tilbyde kunder i Nord- og Midtjylland produkter via det fibernet, som energiselskabet har lagt i jorden.

Dermed får 270.000 nord- og midtjyske husstande adgang til blandt andet tv- og bredbånd fra YouSee via fibernettet i området, ligesom TDC Erhverv også vil kunne servicere virksomheder på nettet.

– Vi glæder os over, at vi er nået frem til en aftale med Eniig på kommercielle vilkår. Allerede i dag har vi mange kunder i Nord- og Midtjylland, men med adgang til Eniigs fibernet giver vi nuværende og fremtidige kunder endnu flere valgmuligheder, når de skal vælge tv eller en bredbåndsforbindelse til hjemmet, ligesom virksomhederne i regionen også får et styrket produktudbud, siger TDC Group-koncerndirektør Jaap Postma, der står i spidsen for YouSee.

TDC Group tilbyder hovedsageligt sine bredbåndsprodukter på egen infrastruktur, men med Eniig-aftalen lejer TDC Group sig ind på energiselskabets fibernet. Indtil nu er det kun i Trekantområdet, at TDC Group har tilbudt sine produkter på fremmed fiberinfrastruktur.

– I TDC Group har vi en strategi om åbne netværk. Det gælder både som udlejer og lejer. Alle udbydere af bredbånd kan leje sig ind på vores netværk, men vi er også interesserede i at leje os ind på andre netværk, hvor det giver mening, og her er Eniig med sin nye fiberinfrastruktur et godt eksempel. For os er det vigtigt, at kunden får den bedste forbindelse på adressen, fortæller Jaap Postma.

Hos Eniig er det første gang, at selskabet åbner sit fibernet for en bredbåndsudbyder, som virksomheden ikke selv er medejer af.

– På vores andelshaveres vegne er jeg meget tilfreds med aftalen med TDC Group, for den betyder, at endnu flere af vores kunder nu får adgang til internetprodukter i absolut topklasse. Vi tror på, at mange flere forbrugere vil tage imod tilbuddet, når de får flere produkter at vælge mellem og flere valgmuligheder, når det gælder indhold, udtaler Søren Lindgaard, direktør i Eniig Fiber.

Efter de to parter nåede til enighed om den overordnede ramme for aftalen, er Forbruger- og Konkurrencestyrelsen blevet informeret.

Yousee og TDC Erhverv bliver de to TDC Group-brands, der i første omgang bliver tilgængelige på Eniigs fibernet. Det vil ske i løbet af 2018. De nærmere detaljer om lancering vil blive offentliggjort senere.

Kilde: TDC presse

I samme kategori

Back to top button