TV-Nyt

Svend – et helt liv i dansk politik på DR1

Svend Auken portræt DR1I to år fulgte filminstruktøren Anne Regitze Wivel med sit kamera i fodsporene på sin ægtemand, Svend Auken. Planen var at lave en film om mennesket og politikeren Svend.

Under optagelserne brød Svend Aukens kræftsygdom ud. Det, der skulle have været et portræt af en moderne idealist med sit liv dedikeret til politik, ændrede karakter. Og blev i stedet til en film om politikeren, ægtemanden, faderen og vennen, der bliver tvunget til se på det liv, som snart skal slutte.

Svend er en åbenhjertig og rørende fortælling om en af vor tids mest markante politiske personligheder i hans sidste år. Om et liv fuld af politik og passion, men også med kærlighed og et særligt fællesskab mellem ham og Anne Wivel.

Trods et politisk liv med stort internationalt engagement kunne Svend Auken ikke lide at rejse alene. Som ægtefælle og dokumentarist fulgte Anne Wivel sin mand til udlandet på store internationale kongresser, i sommerhuset under intime samtaler og på gaden, hvor han var aktivt i dialog med sine vælgere.

Anne Wivel har fulgt sin mand gennem hele sygdomsforløbet og viser i denne dokumentar hvordan ildsjælen Svend Auken forsøgte at opretholde aktivitetsniveauet til det sidste.

Svend beskriver det i filmen med følgende ord: ‘Kristendommens budskab er, at man aldrig skal affinde sig med døden. Det er fantastisk rigtigt, men hold kæft, hvor er det svært’.

Dokumentaren om Svend bliver sendt onsdag den 28. december kl. 20.00 på DR1 og er en forkortet udgave af biografversionen.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button