Stofa WebTv To Go udvider med Eurosport

| torsdag 14. jun, 2012 09:05 | 0 Kommentarer

Endnu en programleverandør med attraktive sportsrettigheder har ønsket at være med i Stofas WebTv To Go. Eurosport og Stofa har indgået en aftale om at lade både Eurosport 1 og Eurosport 2 være en del af den WebTv tjeneste, som Stofa var blandt de første i Europa til at tilbyde.

Med WebTv To Go kan medlemmerne af udvalgte antenneforeninger se mange af deres tv-programmer på smartphone eller tablet på en hvilken som helst bredbåndsforbindelse i Danmark.

Tidligere på året indgik Stofa en aftale om at lade kanalerne fra landets største programudbyder, TV 2, indgå i WebTv To Go som en test i hele 2012. Det betød garanti for at kunne tage EM i fodbold, Tour de France og de Olympiske Lege med sig på stranden, i sommerhuset eller på campingferien.

Og med den nye aftale med Eurosport bliver det nu fra 1. juli muligt at tage endnu flere af de største sportsoplevelser med sig. Eurosport er stærk på WTA-tennis, den tyske Bundesliga, alle de store etapeløb i cykling samt motorsport fra Paris Dakar Rally og hele 24-times løbet fra Le Mans. Og som et supplement til TV2 viser Eurosport også OL.

Stofa WebTV To Go Eurosport

Hos Stofa glæder Kim Falkenhard, direktør for Content, sig over at se Eurosport på banen i WebTv To Go.

–          Sporten er en meget stærk tv-motor, og muligheden for at holde sig opdateret på live sport uanset hvor du er, tiltaler danskerne, og er derfor med til at udvikle den måde, vi ser tv på. Derfor er vi rigtig glade for at kunne byde Eurosport velkommen om bord på WebTv To Go projektet, forklarer Kim Falkenhard.

Hos Eurosport ved man, at danskerne har stor interesse for, at have tv-sport med sig over alt. Eurosports kommunikationsansvarlige, Torsten Christensen fortæller:

– Vores mobile platform, Eurosport Player, ligger i top 4 foran flere store lande, når det gælder antallet af brugere pr. land, så danskerne er i front, når det kommer til ny teknologi og ønsket om at være opdateret på sportsfronten. Med de nye platforme får seerne mulighed for hele tiden at have tv’et med sig. Derfor er det en rigtig god mulighed for folk, der ikke vil gå glip af de helt store sportsøjeblikke.

Kilde: Stofa

Del på:

Gemt under:: Stofa