Sol, sommer og ”Safari Safari”

| onsdag 18. maj, 2011 17:57 | 0 Kommentarer


Ud over de to værter medvirker også næsehornet Niller,
der er sin helt egen herre.
Foto: Finn Brasen / TV 2

Det kommer til at vrimle med spændende dyr på TV 2 hen over sommeren, når kanalen sender ”Safari Safari” – en ny serie danske børneprogrammer. Klara Sofie Svendsen og Louis Pilmark er værter på programmerne, der bliver optaget i Knuthenborg Safaripark på Lolland.

– Jeg er rigtig glad på TV 2 og vores unge seeres vegne over, at vi hen over sommer kan tilbyde dem nogle sjove børneprogrammer om de farlige dyr på savannen. Og jeg glæder mig især til, at vi kommer i selskab med to spritnye værter, der helt sikkert kommer til at klæde skærmen, siger Stine Lundbak Ravn, projektleder i TV 2|Programafdelingen.

De to nye værtstalenter Klara Sofie Svendsen og Louis Pilmark skulle nok være klædt på til at klare opgaven, for Klara Sofie har gået til karate i mange år, og Louis Pilmark har showbiz i blodet, da han er søn af Søren Pilmark.

Paralleller mellem mennesker og dyr

”Safari Safari”-programmerne handler om de vilde dyr på savannen, og hvert program har omdrejningspunkt i ét letgenkendeligt tema for børnene, f.eks. det at være kærester eller at være kræsen. Her bliver der på festlig og uhøjtidelig vis trukket paralleller mellem dyr og menneskers adfærd.

– Vi stiller kikkerten skarpt på de farlige dyr på den danske savanne – som til forveksling ligner os mennesker uhyggeligt meget, siger Stine Lundbak Ravn.

I alt kommer der ti afsnit af ”Safari Safari”, der bliver sendt hver lørdag og søndag hen over sommeren med premiere 4. juni.

Tilrettelægger på ”Safari, Safari” er vejrpigen og tidligere ”Vild med dans”-vinder Cecilie Hother. Hun er gået på halv tid i vejrstudiet for at have tid til sit nye job som børne-tv-tilrettelægger.

Kilde: TV2 presse

Del på:

Gemt under:: TV-Nyt