SBS TV og 6’eren i ny fodboldaftale om engelsk fodbold

| mandag 06. aug, 2012 16:04 | 0 Kommentarer

SBS TV har netop indgået en aftale om en omfattende fodboldpakke til mandekanalen 6’eren. Aftalen sikrer SBS TV rettighederne til verdens ældste og mest traditionsrige pokalturnering ”FA Cuppen” for de næste seks år og som noget helt nyt også rettighederne til Liga Cuppen ”Capital One Cup” for de næste fem år. De årlige Community Shield opgør mellem mestre og pokalvindere de næste seks år er også en del aftalen ligesom en lang række hjemmebanekampe med det engelske landshold.

”Vi er utroligt glade for aftalen, der sikrer 6’erens seere fodbold i absolut verdensklasse i mange år frem. 6’eren har fulgt opgørene i FA Cuppen de seneste fire år, og vi ved, at vores seere har en stor kærlighed til turneringen”, fortæller Sportschef Jes Holm Andersen, SBS TV.

Opgørene fra Capital One Cup kan opleves på 6’eren allerede fra dette efterår. Ligacuppen har eksisteret siden 1961, hvor Aston Villa blev de første mestre. Turneringen, der sidste år blev vundet af Liverpool, giver direkte adgang til UEFA Europa League.

FA Cuppen er verdens ældste og mest traditionsrige pokalturnering. Den har eksisteret siden 1871. Chelsea har haft stor succes i turneringen de sidste seks år, hvor de har vundet pokalen hele fire gange. Sidste år besejrede de Liverpool i finalen, der hvert år bliver spillet på et fyldt Wembley Stadium.

6’eren har også rettighederne til den engelske Premier League, hvor vi viser 5-6 kampe hver uge. Der er premiere på den nye sæson den 18. august. Inden da – den 12. august – viser 6’eren det årlige opgør ”Community Shield” mellem mester og pokalvinder, hvor det i år er Manchester City og Chelsea, der tørner sammen. Spansk fodbold kan også følges på 6’eren – både den spanske pokalturnering Copa del Rey og topkampe fra den spanske La Liga, der sendes hver lørdag aften fra den 18. august.

Kilde: SBS TV

Del på:

Gemt under:: Branche-Nyt