Arkiverede Tests

Sagem DTR 94250TA HD

Denne Boxer godkendte model fra Sagem er med indbygget harddisk, der gør det muligt at pause og optage tv-programmer. Læs mere om hvad boksen kan, og om den virker efter hensigten.

Producent: Sagem
Leverandør: Rosenmeier
Pris: Uden Boxer pakke fra omkring 2000 kr. for 250 GB.

Teknologi og understøttelse

Boksen har intern kortlæser til betalings-tv fra Boxer, dog ikke HDTV betalings-tv kanaler. Boksen virker også uden kort til de ukodede kanaler på DVB-T nettet inkl. DR HD

Design og udpakning

Designet på boksen er ganske kompakt og stilfuld, og falder i vores smag. Fronten er med spejleffekt og sølvkant. Boksen er lidt bred, men der skal jo også være plads til harddisken. Et display fronten angiver kanalnummer eller ur, såfremt modtageren er i standby. Vi finder 3 knapper på fronten ved siden af en USB port. Desuden naturligvis en kortlæser til Boxer abonnementskort. Boksen kan dog også benyttes, uden at du behøves have abonnement på Boxer kanalerne.

Sagem boksen leveres med følgende dele:

  • 1 fjernbetjening
  • 2 batterier (AAA)
  • 1 AC/DC adapter og strømkabel
  • 1 brugervejledning
  • 1 scart kabel
  • 1 HDMI kabel

På bagsiden finder vi:

  • DTT coaxial ind og udgang
  • Ethernet stik
  • Component video udgang (max resolution ifølge min test 720×576)
  • Coaxial digital lydudgang
  • Analog lydudgange
  • 2 Scart udgange

Man kunne måske have ønsket sig, at man, udover den coaxiale digitale lydudgang, også havde tilføjet en optisk. Det er positivt at Sagem har valgt at vedlægge et HDMI kabel. Ofte er dette sparet væk hos flere andre producenter. Der er desværre ingen praktisk udnyttelse af Ethernet porten endnu, så den kan man ikke få glæde af. Den medfølgende manual gennemgår aller funktioner, men er af og til lidt uklar og også med sporgfejl.

Installation og opsætning

Man skal have lidt tålmodighed ved tilslutning af boksen til strøm. Det tager en del sekunder før boksen er klar til brug. Der er naturligvis en førstegangs installation, der hjælper dig i gang med at opsætte sprog, tid billedformat og at søge kanalerne ind.

Billedindstillinger og kvalitet

Sagem boksen kan indstilles til opløsningerne 576p, 720p og 1080i på HDMI udgangen. Det er mest nærlæggende at indstille i denne menu er nok 720p, eftersom den kommende DR HD udsendes i dette format, men man kan eksperimentere med, hvad der ser bedst ud. I billedindstillingerne er det også muligt at indstille billedformatet til fuld skærm, 16:9, 14:9 eller 4:3. Billedkvaliteten via HDMI er der ikke noget at udsætte på. Kommer man fra analog antenne vil man formentlig få en god oplevelse af de “nye” billeder. Kvaliteten af digital tv er dog også afhængig af, hvor meget kanalerne bliver komprimeret, og her kan den enkelte boks ikke rigtig gøre en forskel.

Skulle der være en tilgængelig software opdatering, så finder boksen selv denne, og spørger om man vil opdatere.

Daglig brug

Modtageren er ganske letbetjent med et overskuelig menusystem. Kanalskifte sker med en ok hastighed. Der er en kanalliste, der giver et hurtigt overblik med mulighed for at oprette egne favoritlister. Også en knap til skift mellem nuværende og sidst sete kanal, er der at finde på fjernbetjeningen, hvilket er rart. Der er dog enkelte ting, der ikke er helt logiske i menuerne, og navne der ikke klart definerer, hvad indstillingen henfører til. Både Boxer kanalerne og de ukodede DR og TV2 kanaler virker som de skal.

Tekst-TV

Der er implementeret tekst-tv på boksen, hvilket også er en nødvendighed, når man benytter HDMI udgangen. Boksen er desværre ikke i topklasse, hvad angår side hukommelse, så der må peregnes ventetid ved sideskift.

EPG

Den elektroniske programguide indeholder 7 dages EPG for alle kanaler. Der kan vælges mellem listevisning for en enkelt kanal (listevisning) eller en visning på tidslinie for flere kanaler kaldet oversigtstilstand. Boksen understøtter Boxer TV Navigator, der er en funktion der f.eks. gør det muligt automatisk at optage alle afsnit af en given serie. Denne funktion er dog endnu ikke tilgængelig hos Boxer i Danmark. Hvornår denne service lanceres er der ingen dato på endnu.

Fjernbetjeningen kunne have været lidt mindre glat, men knapperne er ganske logisk placeret.

PVR funktioner

Sagem boksens største aktiv er uden tvivl den indbyggede harddisk. I den model vi tester er denne 160 GB, men der fåes også en model med 250 Gb harddisk. Typisk er der plads til op til 125 timer på 250 GB modellen. Mindre hvis det er HDTV, hvilket jo bliver aktuelt med den kommende DR HD kanal.

Man kan hurtigt blive afhængig af muligheden for at kunne trykke pause i en tv udsendelse for lige at lave aftenskaffe, og muligheden for at optage programmer nemt og enkelt blot ved 1 tryk på fjernbetjeningen. Som standard gemmer modtageren de seneste 2 timers tv fra den kanal, der aktuelt vises. Det betyder, at du har mulighed for at spole tilbage, f.eks. hvis du missede noget. Der kan spoles i optagelser med helt op til 600x normal hastighed, hvilket gør det hurtigt at finde frem og tilbage også i længere optagelser.

Vi kunne have ønsket os mulighed for at deaktivere funktionen for konstant optagelse, så kunne man lade harddisken gå i dvale. Ikke alle har behov for denne funktion og med harddisken i dvale kune blæser støjen måske havde været reduceret. Mens vi er ved støj, så er boksen hørbar, også mere hørbar end man kunne ønske sig, men det er ikke mere end det er til at leve med.

PVR (Personal Video Recorder) delen i Sagem boksen er ganske veludbygget. Via den elektroniske program guide kan du ved tryk på den røde optage knap programmere optagelser. Du har også muligheden for manuelt at oprette optagelser og med gentagelse dagligt, ugentligt osv.

Det kan boksen

  • Du kan optage et program mens du ser et andet eller en tidligere optagelse.
  • Du kan optage 2 programmer på samme tid. Du kan se et af dem eller en tidligere optagelse samtidigt.
  • Du kan optage 1 program og tidsforskyde et andet med pause knappen.
  • Det er muligt manuelt at starte optagelse med varighed på 30-240 minutter eller blot til det aktuelle programs sluttid.

Gemt lidt af vejen i menuen er der også mulighed for at sikre sig mod programmer i forbindelse med EPG optagelser. Her kan man lægge tid til, så boksen starter optagelsen lidt tidligere ellere stopper senere end det i EPG’en annoncerede tidspunkt.

Optagelsesliste

Optagelseslisten er stedet, hvor du har et overblik over de optagelser, du har liggende på harddisken. Det er muligt at sortere listen både efter navn eller dato, hvilket kan være praktisk.

Der er også mulighed for at oprette egne mapper til optagelser, ændre navn, flytte, samle eller splitte optagelser. Har man set noget af en optagelse tidligere, så er der også mulighed for at genoptage afspilningen fra, der man var kommet til sidst. Generelt skal Sagem have ros for de mange muligheder.

Via USB stikket på fronten er der mulighed for at eksportere optagelser til f.eks. en ekstern harddisk. Det kræver at USB enheden er formateret til FAT32. Overførsel af optagelser fra Boxer mux’en virkede for det meste, omend det tager noget tid, mens optagelser fra Mux 1, altså de ukodede kanaler fra DR og TV2 ikke virkede for mig.

Man skal være opmærksom på, at der er tale om en backup funktion, og at de eksporterede filer ikke kan afspilles på f.eks. PC eller bruges til at lave en DVD med. Indholdet er krypteret og kan kun afspilles på Sagem boksen med Boxer kortet sat i. Når jeg før skrev for det meste omkring eksportering, så skal man ikke være helt sikker på at en eksportet fil kan importeres igen, jeg oplevede i hvert fald fejl på en enkelt, så den kan betale sig at tjekke inden man sletter originalen fra Sagem boksens harddisk.

Multimedie filer via USB

Via USB tilslutningen kan du se billeder (jpg), spille musikfiler (mp3).

Der er mulighed for et billed diasshow eller manuelt at kigge billeder igennem. Men det er ikke særligt hurtigt for det tager sin tid at loade billeder.

 

Det er muligt at kopiere filer fra USB til harddisken så du f.eks. har favoritmusikken liggende internt på boksen. Dog skal du være opmærksom på, at det tager fra pladsen du har tilrådighed til tv-optagelser. Det er også muligt at oprette afspilningslister.

Se den i aktion

Konklusion

Prisen for boksen gør den formentlig uinteressant for de fleste, der kun vil se de ukodede kanaler. Boksen byder på en rimelig betjening, dog med plads til forbedringer.

Muligheden for at optage, pause tv er nemt og bekvemt via den indbyggede harddisk. Generelt er boksens PVR funktioner ganske veludviklet, med de funktioner man kan ønske sig. Muligheden for at eksportere optagelser på backup medie er interessant, men hastigheden og begrænsningerne her, gør dog at udbyttet er begrænset.

Kort sagt: En boks med mange muligheder, der specielt er interessant for Boxer abonnementer.

+ Veludviklet PVR del
+ Kan samle og splitte optagelser

– Langsom til at tænde
– Støj kunne ønskes mindre hørbar
– USB eksport langsom og virker ikke altid

I samme kategori

Back to top button