Rune Klan vært for Zulu Comedy Galla

| mandag 08. aug, 2016 12:16 | 0 Kommentarer
Foto: Mikkel Tjellesen / TV 2)

Foto: Mikkel Tjellesen / TV 2)

Om få uger indtager ZULU Comedy Festival både København og Aarhus, og festivalen kickstartes med ‘ZULU Comedy Galla’ i Operaen i København. Komiker og tryllekunstner Rune Klan står i spidsen for gallaaftenen, der vises på tv 11. september. 

Fra 1.-11. september samler ZULU nogle af landets sjoveste mennesker på ZULU Comedy Festival med mere end 200 shows. Festivalen skydes i gang med ‘ZULU Comedy Galla’, der afholdes i Operaen i København torsdag 1. september og vises på TV 2 ZULU 11. september.

Seere og publikum kan se frem til et stjernespækket show med håndplukkede indslag fra hele den danske comedy-scene. Værten for gallashowet, Rune Klan, glæder sig og er i fuld gang med forberedelserne.

– Jeg er stolt over at have fået overdraget nøglerne til ‘ZULU Comedy Galla’. Jeg kan godt afsløre, at vi er nogle stykker, der gør os pænt meget umage med at skyde en flot aften af, så jeg vil bestemt anbefale, at man ser med hjemme foran skærmen eller dukker op og leger med. Det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre, fortæller Rune Klan.

Stem på ‘Årets komiker’
Gallaaftenens store højdepunkt er som altid kåringen af ‘Årets komiker’. Afstemningen starter i dag på tv2.dk, og de nominerede i år er: Jonatan Spang, Ruben Søltoft, Simon Talbot og Sofie Hagen.

Gallaen er kun startskuddet på 11 dages festival, hvor udvalgte steder i København og Aarhus danner rammen om masser af forskellig comedy med 80 optrædende komikere og over 200 shows.

For at give det fulde overblik over de mange og forskelligartede shows samt priser, tider og steder har ZULU udviklet en app, som kan downloades til både iOS og Android.

I ZULU Comedy Festival 2016-app’en kan man læse mere om programmet og finde information om, hvordan man køber billetter til ‘ZULU Comedy Galla’ og festivalens mange andre shows.

Stem på årets komiker her.

Kilde: TV 2

Del på:

Tags:

Gemt under:: TV-Nyt